Hvordan kommer vi videre med ligestillingen i EU?

EU konference 2016 (2) 

Den 11. februar deltog jeg sammen med bestyrelsesmedlem i Best.Women, Edith Jakobsen, på den afsluttende konference for det EU-finansierede projekt “European Women Shareholders Demand Gender Equality”, www.ewsdge.eu, der blev holdt i Bruxelles. Jeg var inviteret som særlig deltager i debatpanelet for at fortælle om de danske erfaringer. I alt 12 lande deltog i projektet, som blev lanceret i 2014 for at gøre opmærksom på kvindernes lave repræsentation i de største europæiske virksomheders bestyrelser og ledelser. I hele 2015 fik nogle af de største europæiske virksomheder besøg af projektets deltagere, som stillede kritiske spørgsmål til virksomhederne om fraværet af kvinder i virksomhedernes topledelser.

Resultatet af projektet blev 15 skarpe anbefalinger til konkret handling, som vi i Best.Women bakker fuldstændigt op om. Eksempler på anbefalinger var bl.a kvotelovgivning, håndfast opfølgning på virksomhedernes manglende fastlæggelse af måltal, krav om kønsopdelte statistikker på en række udvalgte områder, ligelønspolitikker og belønningssystemer. Anbefalingerne blev officielt overgivet til EU-Kommissær Vera Jourová.

Vi mangler åbenhed om ligeløn

Artikel i Dagbladet Information den 4. juli 2015

Link til artikel: http://www.information.dk/538649

Så længe vi ikke mellem kønnene har ligeløn for lige arbejde, kan vi ikke tale om et ligestillet samfund. Så hvorfor er det ikke lovpligtigt for store virksomheder og offentlige institutioner at offentliggøre deres kønsopdelte lønstatistikker?

I Danmark har vi en ligelønslov. Men vi har ingen ligeløn. Løngabet på 17 procent viser med al tydelighed, at mænd fortsat tjener meget mere end kvinder. Selv når der tages forbehold for forskelle mellem f.eks. mænds og kvinders uddannelser, fordelingen mellem private og offentlige ansættelser, barselsfordelingen, de kønsopdelte erhverv, udgør det reelle løngab ca. 7 procent.

Værst af alt er, at løngabet overhovedet ikke er blevet reduceret i de seneste 20 år. Hvad er årsagen til, at der ikke sker nogen udvikling? Skyldes det fortsat høje løngab i Danmark manglende værktøjer til at bekæmpe uligheden, eller er der tale om noget så banalt som en kollektiv ligegyldighed og apati over for situationen?

Manglende ligeløn i Danmark er fortsat en kæp i hjulet på ligestillingen, fordi den viser, at kvinders arbejde, kollektivt såvel som individuelt, ikke værdsættes på lige fod med mændenes. Kvinder halter økonomisk efter mænd i hele den erhvervsaktive alder og kan også se frem til ringere pensionsordninger efter et aktivt arbejdsliv. Da lønforskellen øges på ledelsesniveau, er løngabet også med til at holde kvinderne fra samfundets ledelsesposter, fordi prisen for at påtage sig mere ansvar og arbejdstid er for høj.

En af de måder man konkret kan arbejde med at reducere løngabet er ved kønsopdelte statistikker, som Ligelønsloven pålægger de fleste danske virksomheder og offentlige myndigheder at udarbejde. Den tidligere regering gennemførte i 2014 en opstramning af loven der bl.a. betyder, at det nu er lovpligtigt at synliggøre de kønsopdelte lønstatistikker internt i organisationerne. Men er det nok med offentliggørelse internt i organisationerne? Kan vi overhovedet være sikre på, at der sker noget opfølgning på de private og offentlige arbejdspladser, når der opdages skævheder i lønstatistikkerne?

Gør som l’Oreal

Som aktionær i en række af de største danske børsnoterede virksomheder stiller vi i Aktionærforeningen Best. Women spørgsmål til virksomhedernes politikker for at fremme kvindernes ledelsesmuligheder, herunder også politikker om ligeløn. På Danske Banks generalforsamling i marts 2015 spurgte jeg ind til bankens ligelønspolitik, hvortil bestyrelsesformanden, Ole Andersen, svarede selvsikkert, at banken selvfølgelig praktiserer ligeløn for lige arbejde.

Men kan Danske Bank dokumentere, at den gennemsnitlige løn for f.eks. kvindelige bankassistenter eller cheføkonomer ikke afviger væsentligt fra mændenes i samme ansvars- og jobkategori?

Hvis praktisering af ligeløn kun begrænses til det at overholde overenskomstmæssige lønaftaler, så må bestyrelsesformandens svar forblive en sandhed med modifikationer. Det afgørende er selvfølgelig ikke, hvorledes lønoverenskomsterne tilsiger ligeløn, men hvorledes overenskomsternes principper om ligeløn udfolder sig i det virkelige liv i organisationen. Jeg har som aktionær ingen adgang til at se Danske Banks kønsopdelte lønstatistikker for at få verificeret bestyrelsesformandens udsagn. Hvorfor egentlig ikke?

Det kan faktisk godt lade sig gøre at lade offentligheden få indblik i arbejdet med at reducere løngabet på de enkelte arbejdspladser. Det franske kosmetikfirma l’Oreal arbejder eksempelvis med åbenhed om de kønsopdelte ligestillingsstatistikker og rapporterer løbende om udviklingen i at mindske løngabet mellem kvinder og mænd på en række fagområder i virksomheden. Man bør forlange det samme af store danske virksomheder.

Åbenhed udadtil forpligter. Hvis vi som samfund mener, at det er meget vigtigt at have ligeløn for lige arbejde, så bør virksomhederne og de offentlige myndigheder også give aktionærer, investorer, borgere og andre interessenter mulighed for at få større indblik i, hvorledes deres organisationer bidrager til udviklingen på området. Så længe vi ikke har ligeløn for lige arbejde mellem kønnene kan vi ikke tale om et ligestillet samfund.

Derfor mener jeg, at det er helt legitimt at gøre det lovpligtigt for de største virksomheder og offentlige institutioner at offentliggøre deres opfølgninger på de kønsopdelte ligestillingsstatistikker udadtil. Lad os nu få mere åbenhed.

Tale på Danske Banks Generalforsamling den 18. marts 2014

I 2009 modtog Danske Bank et gavmildt lån fra den danske stat som følge af sine økonomiske fejldispositioner, der nær havde revet gulvtæppet væk under hele den danske økonomi.

Jeg mener, at det burde være på sin plads, at Danske Bank nu tager sit samfundsansvar alvorligt. Danske Bank burde gå forrest når det drejer sig om at indfri regeringens samfundsprioriteringer, i forhold til at fremme kvinder i bestyrelser og ledende stillinger. På dette område halter Danske Bank nemlig gevaldigt meget. Danske Bank har i dag kun 1 kvinde ud af 8 i sin bestyrelse og ingen kvinder i sin direktion.

Se indlægget nedenfor:

Bestyrelsesformand Ole Andersen mente, at Danske Bank allerede havde sagt tak til den danske stat. Han understregede, at Danske Bank viste sin taknemlighed for lånet ved at betale lånet tilbage.

Han sagde, at han var enig i, at der skal flere kvinder i topledelser og bestyrelser, men fastholdt samtidigt, at der ikke skal ske udskiftninger i bestyrelsen blot for at nå et mål om at fremme flere kvinder i bestyrelsen. “kompetencer går altid forud for køn”. Det gjaldt også i udpegningen af det nye bestyrelsesmedlem. Han mente også, at rekrutteringsgrundlaget (for flere kvinder i bestyrelse og ledelse) i Danske Bank står ganske godt til. (Andelen af kvindelige ledere (på alle niveauer) i Danske Bank udgør i dag kun 20 % !).

Se hans svar:

Tidsgrænse i bestyrelse

Indlæg i Børsen, onsdag den 4. december 2013

Formand for Komitéen for god selskabsledelse, Birgit Aagaard-Svendsen, har i Børsen udtalt, at der er god sandsynlighed for, at anbefalingen om aldersgrænsen på 70 år for bestyrelsesmedlemmer i de kommende år vil bortfalde.

Aagaard-Svendsens bemærkning kommer som reaktion på Coloplasts forslag til generalforsamlingen den 5. december, om at set bort fra aldersgrænse anbefalingen, så det bliver muligt for bestyrelsesmedlem, advokat Per Magid, at fortsætte i Coloplasts bestyrelse, efter sin 70-årig fødselsdag.

Det er problematisk at lade anbefalingen om 70-års grænsen bortfalde. Det kan meget hurtigt komme til at spænde ben for danske virksomheders arbejde med at indfri regeringens mål om at få flere kvinder ind i erhvervslivets bestyrelser.

En stor del af udfordringen med at få flere kvinder ind i danske virksomheder er nemlig den, at det går alt for langsomt med at få mændene skiftet ud i bestyrelserne.

Mere end nogensinde før har vi i dag behov for dynamiske bestyrelser i dansk erhvervsliv, der hele tiden formår at tilpasse sig de omskiftelige konkurrencevilkår på de internationale markeder ved at opsøge ny viden og erhverve de bedste kompetencer.

Hvis vi i de kommende år skal sikre professionelle og dynamiske bestyrelser og blive bedre til at rekruttere talentfulde kvinder og mænd til bestyrelserne, bliver vi nødt til at holde fast i én eller anden form for øvre grænse for, hvor mange år et enkelt medlem kan sidde i en bestyrelse.

I dag giver det måske ikke mening længere at anbefale en grænse i forhold til alder, men det er en god idé at fastholde en anbefaling om tidsbegrænsning for bestyrelseserhvervet generelt, f.eks. 10 år, for at sikre den nødvendige dynamik i de enkelte virksomheders bestyrelseshold. Hvis vi ikke gør noget, kan vi for alvor komme til at tale om et erhvervsliv præget af et ”old boys’” network.

Drop nu fløjshandskerne overfor Dansk Folkeparti

Artikel i Politiken den 4. januar 2011

Igen i år blev Poul Nyrups bemærkning om Dansk Folkepartis ”stuerenhed” aktuel, da det kom frem, at man på venstrefløjen langt fra har en afklaret holdning til spørgsmålet om Dansk Folkepartis politiske tilhørsforhold. Politiken kunne i en række indlæg vise, at der ligefrem hersker en klar modvilje hos venstrefløjen i Danmark til at acceptere Dansk Folkeparti som et parti på den yderste højrefløj –i modsætning til de øvrige europæiske socialister.

Det er helt fint, at Politiken gransker i venstrefløjens uklare tøven over for Dansk Folkeparti og i den tilsyneladende interne partipolitiske modstrid der nu og da dukker op til overfladen. Problemstillingen er bestemt relevant. Problemet er bare, at det langt fra er et isoleret problem i venstrefløjens lejr. Stiller man spørgsmålet om Dansk Folkepartis politiske tilhørsforhold til Venstre eller Konservativ Folkeparti, vil man da heller ikke her få et klart svar. Kunne man forestille sig, at regeringen åbent indrømmede, at de i snart ti år har styret landet med fast støtte fra et nationalt populistisk parti på den yderste højrefløj, som en stor del af deres demokratiske partifæller i EU for længst har fordømt og taget afstand fra? Næppe.

Og, hvad så med pressen i Danmark? Det er langt fra kun de politiske partier der har svært ved at acceptere Dansk Folkeparti som et fremmedfjendsk parti på den yderste højrefløj. Pressen her hjemme er lige god om legen. De landsdækkende aviser har så meget magt, at såfremt der var en reel interesse for at få undermineret Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik, skulle dette nok kunne lade sig gøre i en eller anden udstrækning. De gør det bare ikke. Tværtimod er de danske avisers forholdsvis ukritiske holdning med til at understøtte den kæmpe fremgang som partiet har nydt godt af i de seneste år. Lad mig blot nævne et eksempel.

Europaparlamentsvalget i juni 2009 blev en sejr for den yderste højrefløj i Europa, som stormede frem i de fleste europæiske lande. I Danmark fik Dansk Folkeparti alene 16 % af stemmerne. Mediedækningen var dog væsentlig forskellig i Danmark i forhold til resten af Europa. Hvorimod den udenlandske presse forholdte sig stærkt kritisk over for den yderste højrefløjs fremgang – f.eks. stillede den anerkendt britiske avis The Guardian sine læsere spørgsmålet “Is fascism om the march again?” og i artiklen “Elections in Europe: meanwhile across the channel” blev den samlede gruppe af nationalpopulistiske partier, herunder Dansk Folkeparti, betegnet ligeud som neo-fascister og racister. Et noget bastant sprog og en skarp kritisk afstandstagen, som vi slet ikke er vant til her i Danmark. Her hjemme var de landsdækkende aviser derimod langt mere tilbageholdende med kritiske røster. Her var fokus en ganske anden. Aviserne var langt mere optaget af at lade sig rive med af den overvældende rus af sejr, som Dansk Folkepartis unge spidskandidat, Morten Messerschmidt skabte efter, at han ved valget fik næsten 300.000 personlige stemmer. Fokus blev hurtigt lagt på at beskrive det nye politiske stortalent og gisne sig frem til, hvordan hans personlige valgsejr på sigt kunne bane vejen for et nyt spændende magtopgør i partiet. At manden tidligere er blevet straffet for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf blev der ikke så meget som skævet til. Det var kun med til at understrege hans ukuelige vilje til sejr og hans evne til at komme igen. Der blev ikke på noget som helst tidspunkt rejst spørgsmålet, hvordan det kunne være, at næsten 300.000 danskere personligt havde sat deres kryds ved en kandidat der tilhører et parti, som en del af den øvrige europæiske presse, og nu de europæiske socialister, betegner som et højrenationalistisk fremmedfjendsk parti.

De danske aviser kan godt begynde at tage fløjlshandskerne af og skrive noget troværdigt, analytisk journalistik, der for alvor stiller spørgsmålstegn ved Dansk Folkepartis profilering som midterparti, der tilfældigvis bare har en stram udlængepolitik. Selvom Morten Messerschmidt i Politiken den 5. november har prøvet at tage afstand fra de øvrige nationalistiske, fremmedfjendske partier på den yderste højrefløj i Europa, er der simpelthen for mange ting der binder Dansk Folkeparti med disse partier. En gennemgang af deres politiske programmer og grundlæggende værdinormer viser, at de kæmper for samme sag og i store træk benytter sig af samme politiske virkemidler. På trods af nuanceforskelle – de kan bla. ikke nå til enighed om, hvilken race der udgør de største samfundssnyltere – vil jeg pege på 6 uomgængelige fællesstræk: 1. Den grundlæggende ideologi rodfæstes i en stærk nationalisme og en fremhævelse og styrkelse af den nationale kulturarv og en overvejende søgen tilbage til gamle dyder, som modreaktion til globaliseringen. 2. En stærk og medrivende populistisk retorik, der appellerer til folks primære drifter, som behovet for tryghed og frygt for det ukendte. 3. Retspolitikken og anti-korruptionsbekæmpelsen er højt prioriteret. 4. En stærk fremmedfjendsk profil og udpegning af bestemte racegrupper som samfundssnyltere 5. Der arbejdes for en minimalstat med en social profil og en økonomisk politik der tilgodeser et vist omfang af sociale investeringer til fordel for fællesskabet og nationen. 6. En klar afstandstagen til alle forsøg på at placere dem på den yderste højrefløj, med den begrundelse, at deres politik er “klasseløs” og repræsenterer de almindelige lønmodtageres, såvel som erhvervslivets interesser.

Derfor er det mere end nogensinde oplagt at spørge Politiken om, hvordan avisen egentlig selv betragter Dansk Folkeparti. Det er ikke et spørgsmål om Politiken er for eller imod Dansk Folkeparti. En avis skal altid bestræbe sig på analytisk objektivitet. Jeg vil blot gerne vide, om Politiken er enig, eller uenig i, at Dansk Folkeparti er et parti på den yderste højrefløj. Lad os dog få en klar udmelding. Det synes jeg Politiken skylder sine læsere.