Grækenlands grumme nedtur

Kronik i Information den 30. marts 2009

Grækenlands regering har i en årrække ført en stram udgiftspolitik for at leve op til de stramme økonomiske krav i euro-samarbejdet. Dén hestekur har forarmet store dele af befolkningen og forringet den offentlige service. Det førte til voldsomme politiske uroligheder i december. Nu kan grækerne se frem til yderligere finanspolitiske stramninger. Vil helvede vil bryde løs igen?

Grækenland har i december 2008 oplevet nogle af de værste politiske uroligheder i årtier. En begivenhed som afslørede nogle voldsomme politiske og sociale modsætninger i det græske samfund og gav resten af Europa indblik i, hvor galt det kan gå, når en regeringsmagt styrer landet hen over hovedet på befolkningen.

Selv om det var overvejende unge studerende, der stod bag oprøret, afspejlede hændelsen en dyb utilfredshed i den græske befolkning med den politiske kurs, som Karamanlis-regeringen har ført, siden Nea Demokratia kom til magten i marts 2004. En politisk kurs, der har været ensidigt rettet mod at tilpasse den græske økonomi til de snævre betingelser for deltagelse i euro-samarbejdet på bekostning af målrettede investeringer i velfærdsmæssige forbedringer.

Prisen for euro-samarbejdet har været høj, og den kan ventes at blive endnu højere, fordi Grækenland næppe opfylder konvergenskriterierne. Med de finanspolitiske stramninger, som EU allerede har været ude og varsle, bliver Grækenland sendt på en ren hestekur i de kommende år, som vil sætte den græske befolkning på endnu en prøve. Spørgsmålet er, om euroen er starten på enden for Grækenland, eller om de politiske uroligheder i Grækenland er starten på enden for euroen?

Siden 2004 har det været Nea Demokratias fremmeste politiske mål at sikre en stabil økonomisk udvikling i Grækenland, som kan overholde konvergens kriterierne i euro-samarbejdet og skabe et fundament for fremtidig vækst. Midlerne har været en super liberalistisk økonomisk politik med gennemgribende privatiseringer, en stram offentlig udgiftspolitik og skattelettelser til det private erhvervsliv og til de høje indkomster. På mange måder har det været en succes. Den offentlige gæld i pct. af BNP har siden 2005 været faldende fra 98,4 pct. af BNP til 91,8 pct. i 2008, BNP-vækstraten har været stigende og ledigheden har været faldende med 2,4 pct. fra 9,8 pct. i 2005 til 7,4 pct. i 2008. At Grækenland blev medlem af euro-samarbejdet og overtog euroen som officiel møntenhed i 2002, har unægtelig også bidraget til de positive økonomiske resultater. Euroen har givet øget samhandel og Grækenland har nydt godt af de lave udlånsrenter på de internationale kapitalmarkeder, som har bidraget positivt til forbrugsvæksten.

Stramninger i vente

Det er alt sammen meget godt, men alligevel langt fra godt nok. I stedet for at bruge det økonomiske råderum til at investere i den forsømte uddannelses- og sundhedssektor, som anbefalet af OECD og IMF, og i velfærd generelt, har Karamalis-regeringen ensidigt prioriteret gældsnedbringelse og yderligere liberaliseringer af det private marked. Der er dermed ikke taget hul på de egentlige udfordringer, som det græske samfund står over for, og resultatet har været et Grækenland præget af større sociale og økonomiske skel end nogensinde. Der er ikke noget at sige til, at formanden for Pasok, George Papandreou, i et interview i de græske medier udtalte, at sammenhængskraften i det græske samfund var det første ud af fem vigtige punkter, som der skulle arbejdes hen imod for at få Grækenland ud af den nuværende politiske og økonomiske krise.

Selv om den hidtidige økonomiske kurs under Karamanlis-regeringen har været hård for den største del af den græske befolkning, er der flere stramninger i vente. Grækenland opfylder nemlig ikke betingelser for euro-samarbejdet, som kræver, at de enkelte euro-lande skal overholde et loft på statsunderskuddet på 3 pct. af BNP. Grækenlands underskud på de offentlige finanser var i 2007 på 3,4 pct. og på 3,7 pct. i 2008. Altså en udvikling, der går i den helt forkerte retning.

Såfremt underskuddet på de offentlige finanser skal reduceres, skal der omfattende finanspolitiske stramninger til i form af en stram udgiftspolitik og/eller skattestigninger.

Det er et problem, for mens USA og andre lande i Europa er i gang med at sætte gang i de offentlige investeringer for at bekæmpe følgevirkningerne af den internationale recession, er Grækenland tvunget til at holde igen på det offentlige forbrug.

I den seneste opdatering af det græske stabilitets- og vækstprogram fra januar 2009, har Karamanlis-regeringen varslet finanspolitiske stramninger i form af ansættelsesstop i det offentlige, fastfrysninger af de offentlige lønninger og generelle offentlige besparelser. De seneste forhandlinger i Bruxelles har vist, at forventningerne til Grækenland er store. Der skal strammes op, og det kan ikke går hurtigt nok. Udover en stram udgiftspolitik er der lagt op til skattestigninger og større kontrol af skattemæssige unddragelser.

Er det realistisk?

At der skal gennemføres finanspolitiske stramninger for at opretholde stabiliteten i euro-samarbejdet, virker naturligt ud fra et pengepolitisk synspunkt. Men ud fra de gældende politiske og sociale omstændigheder i Europa virker det absurd og virkelighedsfjernt. Dog er beskeden klar fra Bruxelles. Konvergenskriterierne skal opretholdes, koste, hvad det vil. Spørgsmålet er bare, om det er realistisk. Kan man virkelig føre en politik, der så åbenlyst tilsidesætter befolkningens behov? Samtlige lande i EU trues af virksomhedslukninger, stigende ledighed og social usikkerhed. Vi ved, at de frie markedskræfter ikke kan løse krisen selv. Det skal der massive offentlige investeringer til. Derfor virker det helt urimeligt, at der holdes så hårdnakket fast i konvergenskriterierne, vel vidende, at opfyldelsen af disse kriterier betyder finanspolitiske stramninger i en tid, hvor økonomien har behov for det modsatte.

Tilfældet med Grækenland viser i al sin enkelhed euro-samarbejdets største svaghed, som førende økonomiske eksperter har advaret imod i en lang årrække. De enkelte medlemslandes mulighed for at føre en ekspansiv finanspolitik indskrænkes betydeligt, når det samtidigt fører et øget pres på statsfinanserne med sig. Det er uden tvivl euro-samarbejdets Achilleus-hæl. Det har ikke været noget problem indtil videre, fordi Europa har siden 2002 reddet på en sky af økonomisk velstand og fremgang. Der har været høj beskæftigelse, færre udgifter til overførselsindkomster og flere skatteindtægter. Med andre ord rigtige gode muligheder for de enkelte regeringer i euro-samarbejdet til at benytte lejligheden til at gnave af på den offentlige gæld og skabe balance i statens finanser.

Med den internationale finanskrise er den økonomiske dagsorden blevet ændret, og det kræver en ny euro-politik.

Flere uroligheder

De kommende finanspolitiske stramninger kan næppe forventes at falde i god smag hos befolkningen. Jeg er derfor slet ikke i tvivl om, at de nye krav om tilbageholdenhed og besparelser i de offentlige udgifter kan føre til flere sociale uroligheder i Grækenland. Spørgsmålet er så, om endnu et folkeligt oprør i Grækenland vil sætte et pres på euro-samarbejdet? Det er ikke sikkert, at det vil det, men det burde det. For det første vil et græsk oprør over de stramme økonomiske betingelser være et klart signal fra befolkningen om, at regeringerne i euro-landene skal prioritere beskæftigelse og nye jobs her og nu frem for prisstabilitet.

Det vil samtidigt være et signal om, at den økonomiske politik skal tilrettelægges på en ansvarlig måde, så der tages højde for prioriteringen af høj beskæftigelse og social sikkerhed. Om det så kommer til at betyde, at euro-landene vil opleve stigende underskud på de statslige finanser og overtræde konvergenskravene i en periode, må det være dét.

For det andet er det ikke utænkeligt, at kommende uroligheder i Grækenland vil føre til lignende manifestationer i de øvrige euro-lande, som f.eks. Spanien, Irland og Portugal, der alle kæmper med lignende økonomiske problemer. Såfremt den sociale uro spreder sig til andre euro-lande, kan det gå hen og true fundamentet for hele euro-samarbejdet.

Uanset udfaldet i Grækenland er der ingen tvivl om, at euro-samarbejdet vil blive sat på sin hårdeste prøve siden euroens lancering. Det er på tide, at EU viser sig fra sin menneskelige side ved at slække på de stramme konvergenskrav og give medlemslandene mulighed for at føre en ansvarlig politik, der sætte jobskabelse og social sikkerhed øverst på den europæiske dagsorden. Hvis ikke dette sker, kan de politiske konsekvenser blive helt uoverskuelige.