Gumpetung. Fortsat for få kvinder i bestyrelsen

Politiken, søndag den 23. juni 2013

Blot at opstille måltal for flere kvinder i bestyrelsen er tilsyneladende for stor en opgave for danske virksomheder, der er langt bag efter andre lande

Siden regeringen i december 2012 vedtog Lov om flere kvinder i bestyrelser, er de 1.100 største virksomheder i Danmark forpligtet til at fastlægge måltal for flere kvinder i bestyrelser, med virke fra 1. april 2013.

Det er derfor relevant at spørge om det kommer til at rykke markant på andelen af kvinder i topledelse og bestyrelser, som Ligestillingsminister Manu Sareen lovede i oktober 2012.

I Aktionærforeningen Best.Women har vi foretaget en rundspørge blandt C-20 virksomhederne for at spørge ind til deres måltal for andelen af kvinder i bestyrelser og topledelse. Der tegner sig en klar tendens i virksomhedernes adfærdsmønstre, selvom 6 af de 20 virksomheder har valgt ikke at offentliggøre deres måltal. Her finder vi bl.a. Coloplast, der ingen kvinder har i sin bestyrelse.

Kun en lille gruppe af virksomheder, som Tryg og Carlsberg, og i mindre grad Pandora, har allerede i dag vedtaget en ambitiøs strategi for flere kvinder i ledelse og arbejder seriøst på at få strategien realiseret i virksomheden. Der satses med andre ord på kvindelige ledere, ikke fordi det er en lovmæssig pligt, som skal overholdes, men fordi det er en integreret del af deres CSR strategier og overordnede virksomhedsprofiler, der forventes at styrke virksomhederne og på sigt skabe bedre resultater, som kan måles på bundlinjen.

Anderledes ser det dog ud for hovedparten af C-20 virksomhederne. Her er der typisk tale om, at man som reaktion på den nye lov, har besluttet at øge andelen af kvindelige repræsentanter i bestyrelsen med 1 ekstra kvinde inden 2017. Vi finder her de mandsdominerede (og noget gammeldags ledet) virksomheder som FLSmidth, Lundbeck, Chr. Hansen Holding, William Demant og GN Store Nord, som i dag enten ingen kvinder har i bestyrelsen, eller kun har én kvinde. I Lundbeck, som i øvrigt fik en påtegning af revisionen i sit regnskabsresultat for 2012, fordi virksomheden ikke levede op til Komiteen for God Selskabsledelses anbefalinger om diversitet i bestyrelsen, har man også sat sig et mål på 1 til 2 kvinder i bestyrelsen inden 2017. Lundbeck har i dag allerede én kvinde ud af 6 generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer, hvilket betyder, at det ikke er usandsynligt, at man i 2017 kan havne på et realiseret måltal på – 0 %.

Ved at hente en kvinde mere ind i bestyrelsen opfylder man tydeligvis kravet om at have gjort noget for at øge andelen af kvinder i bestyrelserne, men vil det gøre nogen forskel på sigt?

Noget kunne tyde på, at disse danske virksomheder er godt i gang med at lave en ”tick in the box”, som direktør Kevin Kelly i Heidrick & Struggles, én af verdens største headhunter virksomheder, så præcist formulerer det.

I et debatforum i World Economic Forum i Davos i 2013 fortalte Kevin Kelly, at han gang på gang mødte den samme reaktion fra erhvervslederne for nogle af verdens største virksomheder, når talen faldt på kvinder i ledelse og diversitet i bestyrelserne. Reaktionen var typisk, at skulle man som virksomhed leve op til kravet om god selskabsledelse, i forhold til flere kvinder i ledelse, hentede man en kvinde ind i bestyrelsen eller i virksomhedens topledelse – og så var det problem ude af verdenen. Man kunne således sætte et stort kryds i sin ”to-do-liste” inden for god selskabsledelse og så havde man som virksomhed gjort sin pligt på det område.

Ifølge Kevin Kelly er det kun de virksomheder, der formår at integrere en strategi for flere kvinder i ledelse med virksomhedens øvrige overordnede strategi, der få noget ud af at satse på flere kvinder i ledelse. Andelen af kvinder i ledelse på aggregeret niveau vil ikke rykke markant og den samlede positive samfundsmæssige effekt vil udeblive. Med andre ord stor ståhej for ingenting.

De foreløbige offentliggjorte indikatorer på C-20 virksomhedernes måltal for flere kvinder i bestyrelser, viser, at ambitionerne er sat for lavt. Og det er ikke godt nok.
Internationale undersøgelser har i flere år peget på, at diversitet i ledelse og bestyrelser skaber bedre resultater på bundlinjen. Senest har det internationale rådgivnings- og revisionsfirma Grant Thornton, i marts 2013, udgivet en rapport, som peger på, at flere kvinder i ledelse er en afgørende faktor i vækstøkonomiernes store fremgang. F.eks. udgør andelen af kvinder i ledende stillinger i Kina 51 % i forhold til EU’s gennemsnit på 25 %. Kina har formået at øge andelen af kvinder i ledende stillinger fra 25 % til 51 % på bare ét år. USA og EU opfordres af Grant Thornton til at arbejde med problemstillingen i samme hastighed.

Der er lang vej endnu for Danmark. Jeg synes derfor ikke, at vi skal nøjes med en strategi der består af ”mindst-én-kvinde-mere-i-bestyrelsen-og-så-krydser-vi-lige-boksen”. Vi befinder os i 2013. Ambitionerne burde være højere.

Kampen om flere kvinder i bestyrelser er ikke en elitekamp

Politiken den 2. juni 2013

Kampen om flere kvinder i bestyrelser og topledelser er flere gange i medierne, ikke mindst i Politiken, blevet betegnet som en elitær sag, der føres an af “elitefeminister”.

Det ikke just en betegnelse, der ligefrem giver sagen medvind.

Bare ordet “elite”, i ordets samfundsøkonomiske betydning, bærer unægteligt på en meget negativ klang. Det signalerer ofte en gruppe af privilegerede mennesker, der på mange måder er isoleret fra resten af samfundet og som lever efter egne regler og normer. På trods af dette, besidder denne samfundsgruppe den afgørende økonomiske eller socialpolitiske indflydelse til at sørge for, at deres egne snævre interesser gang på gang bliver tilgodeset i samfundet, ofte på bekostning af andre, mindre bemidlede grupper.

Og det er også sådan som kampen for flere kvinder i bestyrelser og topledelser ofte bliver fremstillet i den danske presse. Man efterlades med det indtryk, at der går unødvendigt meget spalteplads i aviserne til at drøfte et emne, der i realiteten kun vedrører en meget snæver gruppe af veluddannede kvinder i samfundets top.

Alt imens går der kvinder rundt i Danmark, der oplever en helt anden hverdag præget af dårlig økonomi, dårlige arbejdsvilkår og med ringe fremtidsudsigter som pensionister. En anden gruppe af kvinder oplever dagligt, at de bliver udsat for trusler, vold og voldtægt.

Men dem hører vi selvfølgelig ikke så meget til. Deres sag drukner i elitefeministernes høje og selvretfærdige medierøst.

At kalde kampen for flere kvinder i bestyrelser og topledelser for elitær, er i min optik en snedig måde at marginalisere og undergrave betydningen af denne nødvendige kamp på. Måske er det derfor, at der stadigvæk ikke er sket de store fremskridt på området i Danmark, for så vidt angår kvinder i bestyrelser og topledelser, på trods af flere års debat?

Kampen om flere kvinder i bestyrelser og topledelser handler ganske rigtigt om kønsfordelingen af magten i samfundet. Men det gør det ikke til en elitekamp. Det er en integreret del af kvindekampen, der burde vedrøre alle kvinder i det danske samfund. At undersøge samfundets magtfordeling og konstant forholde sig kritisk til den, er ikke alene et ansvar, som alle borgere i et demokrati bør tage til sig. Det er en pligt. Netop derfor er det forkert og meget misvisende at forsøge at gøre kampen om større kønsfordeling i f.eks. de største danske virksomheder til en kamp som kun vedrører de få (elite)kvinder, der kan bestride de magtfulde poster.

Det handler nemlig ikke så meget om de ca. 50-100 karrierekvinder, der på sigt vil få direkte gavn af en mere ligelig kønsfordeling af bestyrelses- og direktionsposterne. At påstå det, er blot en overfladisk og unuanceret fortolkning af sagen.

I en tid, hvor solidaritet og kampen for de store samfundsgruppers interesser efterhånden er blevet en by i Rusland, kan det måske være svært at forstå for nogen, at kampen om fordelingen af samfundets magtposter ikke er en kamp om at fremme enkelte individers særinteresser, men om fællesskabets interesser.

Det her, er en kamp om værdier. Det handler om at udfordre og ændre det menneskesyn og de strukturelle forhold, der ligger til grund for det system, som skaber en så ulige fordeling af samfundets økonomiske magt. Det handler om at frigøre resurser og skabe mere åbenhed og reel konkurrence om samfundets topstillinger. Det kan kun lade sig gøre, når samfundets lukrative topstillinger bliver fordelt på baggrund af merit og kompetencer, uagtet køn, trosretning, social herkomst og etnicitet. Kan vi opnå det, så har vi ikke kun ligestilling mellem kønnene, men også et velfungerende demokrati.

Det er en kamp som vil komme alle kvinder i samfundet til gode.