Tidsgrænse i bestyrelse

Indlæg i Børsen, onsdag den 4. december 2013

Formand for Komitéen for god selskabsledelse, Birgit Aagaard-Svendsen, har i Børsen udtalt, at der er god sandsynlighed for, at anbefalingen om aldersgrænsen på 70 år for bestyrelsesmedlemmer i de kommende år vil bortfalde.

Aagaard-Svendsens bemærkning kommer som reaktion på Coloplasts forslag til generalforsamlingen den 5. december, om at set bort fra aldersgrænse anbefalingen, så det bliver muligt for bestyrelsesmedlem, advokat Per Magid, at fortsætte i Coloplasts bestyrelse, efter sin 70-årig fødselsdag.

Det er problematisk at lade anbefalingen om 70-års grænsen bortfalde. Det kan meget hurtigt komme til at spænde ben for danske virksomheders arbejde med at indfri regeringens mål om at få flere kvinder ind i erhvervslivets bestyrelser.

En stor del af udfordringen med at få flere kvinder ind i danske virksomheder er nemlig den, at det går alt for langsomt med at få mændene skiftet ud i bestyrelserne.

Mere end nogensinde før har vi i dag behov for dynamiske bestyrelser i dansk erhvervsliv, der hele tiden formår at tilpasse sig de omskiftelige konkurrencevilkår på de internationale markeder ved at opsøge ny viden og erhverve de bedste kompetencer.

Hvis vi i de kommende år skal sikre professionelle og dynamiske bestyrelser og blive bedre til at rekruttere talentfulde kvinder og mænd til bestyrelserne, bliver vi nødt til at holde fast i én eller anden form for øvre grænse for, hvor mange år et enkelt medlem kan sidde i en bestyrelse.

I dag giver det måske ikke mening længere at anbefale en grænse i forhold til alder, men det er en god idé at fastholde en anbefaling om tidsbegrænsning for bestyrelseserhvervet generelt, f.eks. 10 år, for at sikre den nødvendige dynamik i de enkelte virksomheders bestyrelseshold. Hvis vi ikke gør noget, kan vi for alvor komme til at tale om et erhvervsliv præget af et ”old boys’” network.