En afskaffelse af topskatten vil næppe give kvinder et forspring

Politiken den 31. oktober 2014

Argumentet for at fjerne topskatten kommer i mange mærkværdige forklædninger. Senest har de borgerlige opinionsdannere fundet frem til, at topskatten er én af årsagene til, at der i Danmark ikke findes mange kvindelige topchefer.  En undersøgelse af Dansk Industri, som blev offentliggjort i sidste måned, viser nemlig, på baggrund af Finansministeriets beregninger, at topskatten virker langt mere demotiverende for kvinder end mænd, i forhold til at søge et lederjob (Flere Kvinder i Toppen udfordrer Topskatten (2014)).

Det har givet anledning til, at en række kvindelige erhvervsledere, heriblandt administrerende direktør i Lundbeckfonden, Lene Skole har udtalt, at en løsning på kvinders vej til topledelse kunne være at fjerne topskatten.

Ideen bag forslaget er, at kvinder på mellemlederniveau vil kunne få en højere disponibel indkomst efter skat til at betale for privat hushjælp. Det vil medvirke til, at flere kvinder med ambitioner om at komme til tops i erhvervslivet vil kunne bruge mere tid på arbejdet, frem for i hjemmet.

Lad mig starte med at sige, at der ikke bør herske nogen tvivl om, at manglen på kvindelige ledere i Danmark er et samfundsmæssig problem, der bør løses. Men er fjernelse af topskatten vejen frem?

Jeg mener, at det er en rigtig dårlig løsning. Først og fremmest fordi manglen på kvindelige ledere i erhvervslivet og den offentlige sektor bør ses i en større sammenhæng, som en integreret del af den øvrige kønspolitiske problemstilling, hvor kvinder ikke er økonomisk og socialt sidestillede med mænd. Det er forkert at betragte det som et isoleret problem, som kun vedrører en snæver gruppe af målrettede karrierekvinder. Kvinder halter efter mænd på det danske arbejdsmarked – og det gælder ikke kun i forhold til fordelingen af samfundets ledende poster.

Lad mig bare nævne en håndfuld eksempler. Kvinder arbejder langt mindre end mænd. Over hver tredje kvinde arbejder i dag på deltid, mod kun hver sjette mand. Kvinder tjener mindre løn for samme arbejdsindsats. Kvinder har mange flere sygedage end mænd og tager fortsat hovedparten af børnenes sygedage. I forhold til barslen fortsætter kvinderne med at tage langt den største del af barslen. I de familier, hvor barslen bliver delt mellem faren og moren, tager faren i gennemsnit kun 36 dage mod 295 dage af moren. I forhold til førtidspension og langtidsledighed er kvinder også her mere repræsenteret end mænd i statistikken. (Kvinder og Mænd på Arbejdsmarkedet (2013))

Fjernelse af topskatten betyder færre skatteindtægter og kan, som følge, resultere i velfærdsforringelser. Som økonomisk instrument forsøger det at forbedre forholdene for en lille gruppe af kvinder, men det kan risikere at ske på bekostning af rigtigt mange kvinder, der enten er ansat i den offentlige sektor, er økonomisk afhængige af støtte fra den offentlige sektor eller er afhængige af offentlige velfærdsydelser for at få familie- og arbejdslivet til at hænge sammen. Det er derfor et helt igennem usolidarisk tiltag, der ikke sigter mod at forbedre de strukturelle forhold på arbejdsmarkedet, der holder kvinderne nede. Det er en elitær løsningsmodel, der fremme én kvindegruppe på bekostning af en anden. Det vil ikke styrke kvindernes fælles position på arbejdsmarkedet og gavner derfor ikke kvindesagen.

For det andet er der ingen evidens for, at en fjernelse af topskatten rent faktisk vil resultere i flere kvindelige topledere. Forslaget bygger på forudsætningen om, at der ikke er mange kvindelige topchefer, fordi kvinder ikke har tid til at påtage sig større ledelsesansvar og derved ikke søge lederjobs i erhvervslivet. Selv, hvis vi antog, at denne forudsætning var korrekt og at flere kvinder vil blive tilskyndet til at søge lederjobs som følge af en fjernelse af topskatten, så ville spørgsmålet fortsat være, om der er nogen der vil ansætte dem til toplederjobs? Har vi i dag en fordomsfri ledelseskultur i Danmark, der behandler mænd og kvinder ens? Meget tyder på, at dette ikke er tilfældet. Ser vi på de sydeuropæiske lande, som f.eks. Italien, Spanien og Grækenland, hvor indkomstskatterne er meget lavere end i Danmark, og hvor der er tradition for privat hushjælp, vrimler der ikke ligefrem med kvindelige topchefer i direktionslokalerne.

Af samme grund tror jeg, at løsningen skal findes andetsteds. Professor Nina Smith, har i flere af sine undersøgelser peget på, at der forelægger evidens for, at øremærket barsel til mænd har en signifikant effekt i forhold til at styrke kvinders position på arbejdsmarkedet og forbedre deres karrieremuligheder. Det er en langt mere holdbar løsning, der tilsigter at rette op de indgroede strukturelle uligheder på arbejdsmarkedet, til gavn for alle arbejdende kvinder.

Der er også behov for, at virksomhederne ikke slipper for at tage deres del af ansvaret. Sideløbende med strukturelle reformer på arbejdsmarkedet bør der lægges vedvarende pres på virksomhederne med mulighed for sanktioner, så deres rekrutteringspolitikker sigter mod at fremme kvindelige kandidater til lederstillinger og bestyrelsesposter på lige fod med de mandlige kandidater.

 

 

Kvinder i ledelse rimer ikke på finans

Jyllands-Posten, den 20. oktober 2014

Er der en sektor der har stærkt behov for en forandret virksomhedskultur, der tilgodeser flere kvinder i ledelser, så er det finanssektoren.

Hvis vi ser på de 15 største danske pengeinstitutter (jf. Finansrådets opgørelse) udgør kvinder i bestyrelserne kun 13 % og kun 7 % af direktionsmedlemmerne er kvinder. Der er fortsat 3 banker, Den Jyske Sparekasse, FIH Erhvervsbank og Sparekassen Sjælland, der ingen kvinder har i bestyrelserne og 10 banker, herunder Danske Bank, Jyske Bank og Spar Nord, der ingen kvinder har i deres direktioner. Der er med andre ord stor plads til forbedringer.

Hvorfor er der så få kvindelige ledere i finanssektoren? Er det fordi kvinder af natur ikke interesser sig for økonomi og penge? Og er finanssektoren overvejende domineret af mænd, og af mandlige talenter?

Intet kunne være mere forkert. En undersøgelse udarbejdet i 2013 af Finanssektorens Arbejdsgiverforening viser, at der siden 2004 har været en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige ansatte i finanssektoren, faktisk med en lille overvægt af kvinder.

Det er derfor ikke manglen på kvindelige talenter – både blandt HK’er og faguddannede økonomer – der spænder ben for kvinders karrierehop i finanssektoren. En gennemlæsning af nogle af de største pengeinstitutters rapportering om kvinder i ledende stillinger viser, at kvinderne heller ikke mangler lysten til lederskab. Tallene afspejler et efterhånden velkendt mønster i dansk erhvervsliv. Kvinderne er pænt repræsenteret på de laveste ledelsesniveauer og på mellemtrinet, men er næsten fraværende på de øverste ledelsesniveauer og på direktionsniveau. Altså, jo højere op vi kommer i hierarkiet, jo færre kvindelige ledere. Der, hvor de tunge beslutninger træffes, er forbeholdt mændene.

Hvis vi kigger på én af Danmarks største banker, Danske Bank, kan vi måske her finde en forklaring på den sløve udvikling i andelen af kvindelige ledere i de seneste år. Danske Bank har kun én generalforsamlingsvalgt kvinde i bestyrelsen og ingen kvinder i direktionen.
På Danske Banks seneste generalforsamling bekendtgjorde bestyrelsesformand Ole Andersen med en vis overbærenhed, at banken skam arbejder på at fremme kvinder i ledende poster – målet er at øge andelen af kvinder i bestyrelsen med én kvinde og øge andelen af kvinder i det øverste ledelseslag med én kvinde inden 2017.

Vi kan hurtigt blive enige om, at måltallet hverken er ambitiøst eller, at det er noget der kommer til at rykke. Det virker som om, at hele den samfundsmæssige dagsorden om kønsdiversitet og fremtidens mangel på kvalificeret arbejdskraft er røget fløjtende hen over hovedet på Danske Banks øverste ledelse, der ufortrødent fortsætter sin afskåret tilværelse uden føling for, hvad der rører sig blandt sine interessenter.

Har de øvrige bankers ledelser den samme indstilling? De fleste største banker har, som følge af Lov om Flere Kvinder i Bestyrelser og Ledelser, også fremlagt måltal for andelen af kvinder i bestyrelser og ledelser. Nogle få af disse måltal er relativt ambitiøse, fordi udgangspunktet er så lavt. Andre er, som i Danske Bank, mindre overbevisende. Netop fordi loven lægger vægt på måltal og ikke realiserede mål, er det meget usikkert om vi vil komme til at opleve en betydningsfuld fremgang for kvinder i ledelse i finanssektoren.

Link til artikel i Jyllands-Posten:

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE7123511/Kvinder-i-ledelse-rimer-ikke-på-finans/