IC Group slækker på kravene i lovgivningen om flere kvinder i bestyrelser og ledelser

IC Group

Den 30. september deltog jeg som formand for Aktionærforeningen Best.Women ved IC Groups generalforsamling, hvor jeg holdt et kort indlæg med spørgsmål til bestyrelsen.

I IC Group udgør kvinderne 70 % af alle ansatte, men ser vi på ledelsen, består den næsten udelukkende af mænd. Der er i dag kun 1 kvinde i bestyrelsen og 1 kvinde i direktionen. Det er ærgerligt at se, at IC Group ikke har gjort noget for at leve op til sit eget måltal om at øge andelen af kvinder i bestyrelsen med én kvinde mere inden 2016. IC Group har heller ikke udarbejdet en politik for at få flere kvinder ind i det øverste ledelseslag og opfylder derved ikke kravene til Lov om Flere kvinder i Bestyrelser og Ledelser.

Læs indlægget neden for:

“Goddag. Mit navn er Nicole Andersson. Jeg er formand for Aktionærforeningen Best.Women, som er en forening der arbejder for, at der kommer flere kvinder ind i danske virksomheders bestyrelser og ledelser. Vi har aktier i nogle af de største børsnoterede virksomheder. Vi har også aktier i IC Group.

Før jeg stiller mine spørgsmål, vil jeg gerne takke bestyrelsesformanden for årsberetningen og ønske tillykke til IC Group for det, under omstændighederne, udmærket resultat i 2014.

Grunden til, at vi har købt aktier i IC Group er fordi IC Group på mange måder repræsenterer det paradoksale ved kvinders fravær i toppen af dansk erhvervsliv. I IC Group udgør kvinderne 70 % af alle ansatte, men ser vi på ledelsen, består den næsten udelukkende af mænd. Der er i dag kun 1 kvinde i bestyrelsen og 1 kvinde i direktionen.

Dette, på trods af, at IC Group opererer på et marked, hvor kvinderne udgør det største kundesegment. Alle undersøgelser viser, at kvinder ikke alene køber tøj til sig selv, men i rigtig mange tilfælde også til deres mænd og børn. For os giver det ganske enkelt ingen mening, at der ikke er flere kvinder repræsenteret i IC Groups ledelse.

Derfor er det med stor skuffelse, at vi i årsrapporten kan læse, at IC Group endnu en gang ikke formår at leve op til sit eget mål om at øge andelen af kvinder i bestyrelsen med 1 kvinde mere. Kunne bestyrelsesformanden forklare, hvad årsagen til dette er?

Vi kan også konstatere, at IC Group ikke har udarbejdet en politik for flere kvinder i ledelse, som IC Group jo er forpligtet til ifølge Lov om flere Kvinder i Bestyrelser og Ledelser. Vi har, af investor relations kontoret, fået oplyst, at dette ikke er nødvendigt, fordi der allerede er ligestilling på de øvrige ledelseslag.

Nu er det jo sådan, at Loven er tiltænkt det øverste ledelseslag, fordi det er der, hvor problemet er størst. Og så vidt jeg kan se er en andel på 16 % kvinder i IC Groups direktion ikke ligefrem definitionen på ligestilling. Kunne bestyrelsesformanden forklare, hvorfor IC Group har undladt at udarbejde en politik der fremmer flere kvinder til det øverste ledelseslag, i øvrigt i overensstemmelse med den gældende lovgivning?

Mange tak for ordet.”

 

Det er Marlene Wind der er udemokratisk

Greece Bailout

I artiklen ”Tyskland er da helten i den græske tragedie” i Politiken fra den 22. august og efterfølgende i Ræson, forsvarer Professor Marlene Wind præmissen for de gældsforhandlinger der har fundet sted imellem Grækenland og Eurogruppen. Ifølge Marlene Wind er Eurogruppens krav om gennemgribende reformer i Grækenland i fuld overensstemmelse med den demokratiske legitimitet, der danner grundlaget for eurosamarbejdet og EU. Hendes argument er følgende: Indgår man i euro-samarbejdet må man også være indstillet på at leve op til de regler og love der knytter sig til samarbejdet, med andre ord, konvergenskravene som bl.a. omfatter krav til størrelsen af det offentlige underskud og den offentlige bruttogæld. Overholder man ikke reglerne, er der konsekvenser. Problemerne ligger derved ikke i selve eurosamarbejdet, men i Grækenlands krævende adfærd, der ikke vil acceptere konsekvenserne af den gældspolitik de selv har påført sig.

Jeg synes, at Marlene Winds ukritiske holdning over for Eurogruppens håndtering af den græske gældskrise er dybt problematisk. Den forsøger at tildække svaghederne i eurosamarbejdet, frem for at afdække dem, og i stedet problematisere den græske stats forhandlingsstrategi.  Problemet med den græske gældskrise er i al sin enkelhed, at Eurogruppen egenhændigt har besluttet at gennemføre så vidtgående socialøkonomiske reformer, at det er et voldsomt indgriben i Grækenlands suverænitet. Det er da en fuld overtrædelse af grundprincipperne i eurosamarbejdet, der beror på et samarbejde af suveræne stater.

Har det på noget tidspunkt været formålet med eurosamarbejdet, at det skal være Den Europæiske Centralbank og Tysklands regering der skal bestemme, hvilken økonomisk politik, der skal føres i de enkelte medlemslande? Det er en fuldkommen udemokratisk og centralistisk proces, hvor det græske folk er blevet placeret ude på sidelinjen, som apatiske tilskuere til en voldsom omdannelse af det græske samfund, vis konsekvenser de uværgerligt bliver nødt til at leve med mange år ude i fremtiden.

På få år er der sket voldsomme nedskæringer på pensioner, overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold, offentlige sundhedsforsikringer og andre velfærdsydelser, uden at det græske folk er blevet inddraget i processen. Faktisk er de blevet vedtaget, på trods af bred folkelig modstand. Er det demokrati?

I juni 2011 havde jeg muligheden for at overvære vedtagelsen af en ny pakke reformer i det græske parlament. Evangelos Venizelos, daværende finansminister for det socialistiske parti Pasok, var en synligt presset mand da han skulle holde sin forsvarstale, imens politiets røgbomber og skrig fra massedemonstrationen kunne høres tydeligt i baggrunden uden for parlamentet. Som professor i jura vidste han dog udmærket godt, at den demokratiske dialog mellem stat og borgere for længst var blevet kvalt i processen og at dette, var roden til den græske tragedie. Derfor valgte han at tale om styrken i det græske demokrati og betydningen af folkelig sammenhold, fremfor at adressere nødvendigheden af reformpakkens økonomiske besparelser.

Igennem hele den græsk gældskrise har kampen for national selvbestemmelse, demokrati og borgerdeltagelse været bærende elementer i debatten i Grækenland. Det er imponerende at være vidne til, hvordan den demokratiske selvforståelse har været én af drivkrafterne i borgernes og politikernes standpunkter og kampe. Grækerne går ikke på kompromis med deres demokrati. Hvorfor skulle de det?

Jeg håber, at Marlene Winds udredning af den græske gældskrise repræsenterer hendes egne holdninger. Hvis Marlene Winds holdning er et udtryk for den dominerende holdning i de danske medier, og blandt den danske befolkning, så står det i virkeligheden skidt til med demokratiforståelsen i Danmark.