Magtens nye mænd

Blog: Berlingske Business, den 29. november 2016

Der er 9 kvindelige ministre i den nye regering, men ingen af dem optræder i regeringens fem udvalg, hvor de strategiske beslutninger om udviklingen af det danske samfund bliver truffet.

Det er et velkendt mønster og bør ikke overraske nogen.

De magtfulde og indflydelsesrige ministerposter med ansvar for de offentlige finanser, skat og indkomstfordeling samt vækst og erhverv, er også i år blevet overladt til mænd. Kvinderne er sat til at bestyre de ”bløde” og omsorgsfulde kerneområder i velfærden: børn og unge, de ældre, vores sundhed, integration og hele socialindsatsen.

Hvorfor er vi i 2016 ikke kommet videre med at omdefinere de traditionelle kønsroller i politikkens magtcentrum?

Er det fordi kvinder har et særligt omsorgsgen, der gør, at vi fra naturens side drages hen imod de bløde, borgernære velfærdsområder?

Måske er det ganske enkelt et spørgsmål om de rette kompetencer, som vi kvinder, gang på gang, bliver påmindet om, når samfundets ledende poster skal besættes?

Når Kristian Jensen udpeges til den magtfulde post som finansminister og Simon Emil Ammitzbøll som økonomi-og indenrigsminister, er det jo nok fordi de har særlige kompetencer og erfaringer inden for nationaløkonomi, eller, hvad?

Lad os kigge på det. Ifølge Kristian Jensens cv på folketingets hjemmeside er han uddannet bankassistent og har kun arbejdet i nogle få år som bankassistent i Brande inden han kom i folketinget. Simon Emil Ammitzbøll har en BA i socialvidenskab fra Roskilde Universitet og hans erhvervserfaring fra den virkelige verden begrænser sig til pædagogmedhjælper og telefonsælger.

På trods af sparsom erhvervserfaring og korte uddannelser, er de nu sat til at stå i spidsen for at jonglere med milliarder af kroner, der skal afgøre fremtiden for dansk økonomi. Er det virkeligt de mest kvalificerede kandidater vores demokrati kan diske op med til at styre dansk økonomi?

Fænomenet begrænser sig ikke til højrefløjen. Hos Socialdemokraterne er det f.eks. den ufaglærte Benny Engelbrecht, der er partiets finansordfører. Også hos Enhedslisten, der profilerer sig som et ligestillingsparti, er de traditionelle kønsroller støbt i cement. Her er det patriarken, Pelle Dragsted, cand. mag. i retorik, og med en erfaring som pædagogmedhjælper fra den virkelige verden, der enevældigt definerer partiets økonomiske politik, imens de dygtige, unge kvindelige politikere får lov til at udtale sig om miljø, integration og social ulighed.

Sammensætningen af den nye regering er endnu et eksempel på, hvor meget de traditionelle kønsroller fortsat spiller en alt for stor rolle i magtfordelingen på Christiansborg. Det er et indspist, netværksbaseret system, der med al tydelighed ikke gør brug af hele den politiske talentmasse.

Det er et system der er fuldstændigt ude af trit med det konkurrenceprægede, kompetencebetonede arbejdsmarked, som resten af befolkningen er underlagt.

Magtens nye mænd

Slap dansk håndhævelse af lov om kvinder i ledelser

Berlingske Business den 17. november 2016

Manglende ansvar og politisk lederskab. Det kan man roligt kalde regeringens indsats for at fremme flere danske kvinder til erhvervslivets topposter.

Næsten 4 år efter, at den tidligere regering lancerede Lov om flere Kvinder i Bestyrelser og Ledelser, der skulle øge andelen af kvinder til erhvervslivets bestyrelser og topledelser, er udviklingen gået i stå.

Ét af problemerne er, at man fra politisk side bevidst har undladt at gøre brug af muligheden for bødestraf over for de virksomheder, der ikke har levet op til lovens forpligtelser.

At loven ikke overholdes bekymrer dog ikke Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen (TLP). På et møde i Ligestillingsudvalget den 10. maj 2016 forklarede TLP, at virksomhederne har behov for tid til at omstille sig og at der i 2017 vil komme en nærmere evaluering af lovens regelefterlevelse med mulighed for justeringer. Dette, på trods af, at virksomhederne i loven skulle have opfyldt kravene inden den 1. april 2013!

Hvorfor skal så mange virksomheder have lov til åbenlyst at omgå loven, uden at det få nogen konsekvenser? Det er uhørt og jeg undrer mig over, at det kan lade sig gøre for en minister at komme afsted med sådan en utilstrækkelig og slap håndhævning af loven.

Venstre-regeringens tilbagelænede holdning på området er bekymrende. I en ligestillingsrapport fra marts 2016, beskriver EU Danmark, som et land, hvor udviklingen er gået i stå og, hvor der er behov for momentum. Senest, har World Economic Forum påpeget, at Danmark er røget ned fra en 8. plads til en 19. plads på ligestillingsområdet. Hvor er det politiske lederskab i regeringen?

Andre konservative regeringer i Europa har valgt at prioritere flere kvinder i ledelser højt og vist, at det er helt fint at stille kontante krav til erhvervslivet når det er til gavn for samfundsøkonomien. I Storbritannien blev der i 2011 blev der sat et mål om at øge andelen af kvinder i de 100 største børsnoterede britiske virksomheder (FTSE 100) fra 12,5 % til 25 % i 2015. Da minevirksomheden, Glencore, i maj 2014 var den eneste virksomhed i FTSE 100, der endnu ikke havde udpeget en kvinde i bestyrelsen, tøvede den daværende industriminister, Vince Cable, ikke et sekund med at skrue bissen på og gå til verbalt angreb på Glencore i medierne med en skærpet retorik. Det virkede. Kort tid efter oplyste Glencore, at virksomheden agtede at udpege en kvinde til nyt bestyrelsesmedlem.

I dag er målet på 25% kvinder i bestyrelserne i FTSE 100 for længst nået og der er nu sat et nyt mål på 33%, der også omfatter FTSE 350, inden 2020. Der er med andre ord tydelig politisk styring, åbenhed og progression i sagen. Præcis dét der mangler i Danmark.