Nu er Margrethe Vestager også for kvindekvoter – eller næsten da

EU-systemet har omdannet Margrethe Vestager. Fra at være den benhårde realpolitiker, der gennemførte velfærdspolitiske reformer imod lønmodtagernes interesser, har hun i EU nu påtaget sig rollen som den benhårde kriger imod den globale storkapital.

Det er ikke det eneste område, hvorpå Margrethe Vestager har lavet en politisk kovending.

Den 8. december kunne jeg, i et interview i Financial Times, læse, at Margrethe Vestager udtalte, at hun nu var mere positiv over for kvindekvoter, som et middel til at fremme flere kvinder i topledelser:

”While she was previously strongly opposed to quotas for women, Vestager is ”in the process of changing (her) mind””.

Hun undlader dog at tage helt stilling. Nu er hun jo ikke radikal for ingenting. En dreven og intelligent politiker, der formår at placere, hvert et ben i begge lejre, i de sager, hvor det kan lade sig gøre at komme afsted med det.

Som støtte af kvindekampen glæder det mig, at Magrethe Vestager er begyndt at indse, at der skal tages mere håndfaste politiske midler i brug, hvis vi skal skabe bedre muligheder for kvinder at få andel i samfundets magtfulde og indflydelsesrige topposter.

Jeg har dog lidt svært ved at gennemskue, hvad den egentlige årsag til denne holdningsændring er. Det kommer hun nemlig ikke ind på i interviewet.

Kan den tilskrives, at hun har erkendt, at den frivillighedsmodel, som blev indført af S-R-SF regeringen, var et komplet fejlskud, der ikke har virket efter hensigten? At det er svært at være populær og navigere i EU-systemet, der overvejende arbejder for kvindekvoter i Europa? Eller måske, at en stejl kvotemodstand klinger hult, når man lige er blevet udnævnt til ”European Woman of Power” af bl.a. European Women’s Lobby – en kvindeorganisation, der i mange år har kæmpet for en fælles EU-kvindekvote ledsaget af en konsekvent sanktionspolitik?

Lige meget, hvad årsagen til Margrethe Vestagers holdningsændring er, ændrer det ikke på den politik hun har ført på området.

De Radikale var i 2012 med til at gennemføre en frivillighedspolitik, der skulle fremme flere kvinder til ledende poster i de største danske virksomheder. Politikken, der i høj grad var skruet sammen på erhvervslivets præmisser, baserede sig på frivillige måltal. Resultaterne er stort set udeblevet, og Danmark halter i dag efter de øvrige store europæiske lande, for så vidt angår andelen af kvinder i de børsnoterede virksomheders bestyrelser, og med en løftet pegefinger fra EU om, at der skal sættes gang i den haltende udvikling.

Hun var en medvirkende årsag til, at den, i regeringsgrundlaget, planlagte, øremærkede barsel for mænd aldrig blev til noget. Muligheden for at fjerne en kæmpe barriere for kvinders styrkede position på arbejdsmarkedet blev på den måde forbigået.

Det skal hun som politiker fortsat stå på mål for.

Nu er Margrethe Vestager også for kvindekvoter – eller næsten da

Verdens bedste CEO med ridser i CSR-lakken

Berlingske Business Blog, den 7. december 2016

I sidste måned i Berlingske Business kunne vi læse, at verdens bedste CEO, Lars Rebien Sørensen, havde udtalt, at en lang barsel er en hæmsko for kvinders karrierer.

”Hvis man tager barselsorlov i et helt år, kører virksomheden videre imens. Kvinder, som gør det et par gange, mens de er i 30erne, sakker desværre agterud.”

Jeg må indrømme, at udtalelsen kommer som noget af en overraskelse. Vi taler jo ikke her om en lille elektronikvirksomhed i Åbenrå med begrænsede HR-ressourcer, men om selveste Novo Nordisk, CSR mastodont, kendt for at værne om det gode og rummelige arbejdsmiljø.

Jeg havde forventet en udtalelse i stil med følgende:

”I Novo Nordisk accepterer vi ikke, at vores kvindelige ansatte bliver straffet i karrieren for at gå på barsel. Når en kvinde kommer tilbage på arbejdet efter en lang barsel sørger vi altid for, at hun får tildelt ansvarsområder og udfordringer, på niveau med dem, som hun havde før hun gik på barsel. Fordi vi værdsætter mangfoldighed højt, tilbyder vi alle vores ansatte de bedste rammer for talentudvikling. ”

Og dog. Måske er Lars Rebien Sørensens udtalelse ikke så overraskende igen, når vi kigger på indsatsen for at øge andelen af kvindelige ledere i Novo Nordisk.

Selvom Novo Nordisk har 3 generalforsamlingsvalgte kvinder i bestyrelsen, er der ingen kvinder i direktionen, som i dag udelukkende består af 7 mænd. På ledelsesniveauet under direktionen udgør kvinderne kun 14 %. Det er, hvad det kunne blive til i en virksomhed med 41.000 ansatte.

Virksomheden har siden 2009 arbejdet på at fremme mangfoldighed og flere kvinder i topledelsen, men resultaterne er tydeligvis udeblevet. Situationen er ikke blevet bedre af, at man i 2015 besluttede at sløjfe måltal for flere kvindelige ledere og året før gennemførte en organisationsændring i topledelsen, der fjernede CSR-ansvarlig, Lise Kingo, fra koncernledelsen.

Set i det lys kan Lars Rebien Sørensens udtalelse opfattes som et elegant forsøg på at bortforklare de manglende resultater, under hans ledelse, ved at lægge skylden på eksterne strukturer i samfundet, som Novo Nordisk, basalt set, ingen chancer har for at påvirke. Med andre ord, at der ikke er flere kvindelige topchefer i Novo Nordisk skyldes overvejende den lange barsel vi har i Skandinavien – og har naturligvis intet at gøre med manglende ledelsesansvar eller nedprioritering af området.

For mig at se er der en række ting ved den forklaring, der ikke hænger sammen.

Jeg kan f.eks. ikke forstå, hvorfor kvinderne i Novo Nordisk vurderes egnede til at bestride ledelsesposter som teamledere og vice presidents (hvor de er godt repræsenteret), men uegnede til posterne som executive/senior vicepresidents. Hvorfor kommer de ikke videre i systemet? Skyldes det alene barslen?

Hvordan kan det være, at topledelsen i Novo Nordisk accepterer, og ligefrem blåstempler, en arbejdskultur, hvor ét, eller sammenlagt to år på barsel, betyder et entydigt farvel til enhver ambition om at nå toppen i virksomheden? Er det måden, hvorpå man har tænkt sig at kunne tiltrække og fastholde de unge kvindelige talenter?

Mange spørgsmål og ingen svar.

Verdens bedste CEO med ridser i CSR-lakken