Hvornår kommer der et aktionæropgør med den manglende ligeløn?

Berlingske Business Blog, den 30. juni 2017

I kølvandet på de mange aktionæropgør med erhvervslivets eksorbitante lønudbetalinger i udlandet, oplevede vi i Danmark, at ATP mandede sig op på Carlsbergs generalforsamling i marts, og rejste uventet kritik mod bestyrelsens indstilling om topledelsens lønpakker.

Det er glimrende, at ATP for en gangs skyld viser muskler og stiller betingelser over for erhvervslivet. Det kan vi godt bruge mere af. Men, når vi nu snakker om løn, hvad med et aktionæropgør med den vedvarende underbetaling af kvinders arbejde? Hvornår kommer det?

At hejse det røde flag over for cheflønningernes himmelflugt er relevant, ikke kun ud fra et etisk og samfundsmæssigt perspektiv, men også i forhold til, om topchefernes høje lønninger afspejler sig i virksomhedens fremdrift, til gavn for aktionærerne. Gør de ikke det, burde der ikke være noget at rafle om – lønnen skal ned. Aktionærernes penge kan bruges klogere til andre formål i virksomheden.

Det interessante er jo, at samme argumenter kan bruges når vi taler om den manglende ligeløn mellem kvinder og mænd. Hvis vi synes, at det er uetisk, at der hersker et for stort løngab mellem den øverste ledelse og de øvrige ansatte i virksomhederne, så burde retfærdighedssansen skrige til himlen, når vi taler om løngabet mellem kvinder og mænd. Hvordan kan vi stiltiende acceptere, at kvinder bliver betalt lavere end mænd for samme arbejde på samme arbejdsplads?

Vi kan acceptere det, netop fordi vi nægter at acceptere det. Løngabet mellem kvinder og mænd lever et stille liv i det skjulte i danske virksomheder. Da jeg på Danske Banks generalforsamling for 2 år siden spurgte ind til bankens ligelønspolitik, fik jeg dette svar fra bestyrelsesformand, Ole Andersen: ”Selvfølgelig praktiserer vi ligeløn for lige arbejde”. Enhver virksomhedsleder ville give nøjagtigt det samme svar. Ligelønsloven forbyder nemlig, at der finder lønmæssig forskelsbehandling sted på baggrund af køn. Men i den virkelige verden ser det anderledes ud.

I en undersøgelse foretaget af Djøf i marts 2017 kom det frem, at lønforskellen mellem kvinder og mænd allerede opstår i studietiden, hvor der er en uforklarlig lønforskel på 2,6 % til mændenes fordel. Lønforskellen vokser sig større, jo højere vi kommer op i hierarkiet. Ledernes undersøgelse fra november 2016 viser, at lønforskellen blandt ledere udgør 7,6 %.

I et forsøg på at skabe større synlighed om den kønsmæssige lønforskel gjorde den tidligere britiske premierminister, David Cameron, det lovpligtigt for de største virksomheder at rapportere om løngabet. Selvom loven ikke direkte løser problemet om den kønsmæssige lønforskel, er det et stort skridt fremad i den rigtige retning. Det er et fantastisk initiativ for større transparens, som vi burde indføre i Danmark. De første rapporter blandt FTSE 350 taler for sig selv. Ifølge Financial Times rapporterer PWC om en lønforskel på 14 % og Virgin Money en lønforskel på 32,5 %.

Det burde være klart for enhver, at tiden er inde til at gøre noget ved problemet.

Ligeløn er fuldstændig afgørende for ligestilling på arbejdspladsen og et udtryk for, at kvinders arbejde værdsættes lige så højt som mænds. I forhold til flere kvinder i ledelse er det høje løngab, som vi ved finder sted, en direkte hindring for, at kvinder søger lederstillinger. Det er ikke i samfundets interesse og det er ikke i aktionærernes interesse. Netop derfor burde ATP træde i karakter og arbejde for større transparens og åbenhed om de kønsmæssige lønforskelle, så der gøres noget aktivt for at reducere løngabet.

Og bare for en god ordens skyld. Jeg synes bestemt, at det er prisværdigt, at Danske Bank praktiserer ligeløn for lige arbejde, specielt når vi tager i betragtning, at den finansielle sektor er en sektor, hvor det kønsmæssige løngab trives i bedste velgående. Tal fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening viser, at mandlige ledere i finanssektoren får over 16 % mere i løn end deres kvindelige kolleger for samme arbejde.

 

Om Støjberg, stærke kvinder og, hvor galt det kan gå når kvinder vil lede som mænd

Berlingske Business, tirsdag den 13. juni 2017

”What a guy!”udråbte den amerikanske komiker, Mel Brooks, da han i et TV-show skulle svare på et spørgsmål fra et britisk publikum om, hvad han syntes om Queen Victoria.

Det var for sjov. Men i virkeligheden ligger der en dybtgående og sårende sandhed i svaret.

Kvinder har gennem tiden måtte undertrykke deres kvindelighed og tilegne sig maskuline karaktertræk, for at blive respekteret som ligeværdige ledere i patriarkatets magtcentrum.

Dansk politik har ikke ligefrem manglet kandidater. Jeg tænker på markante og kontroversielle kvinder som Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg – bare for at nævne nogle eksempler.

Apropos Inger Støjberg, som for tiden befinder sig i orkanens øje. Hun har i sin tid som udlændinge- og integrationsminister markeret sig ved sin stejlhed og kompromisløshed i håndteringen af flygtningekrisen. Med en lovpakke i 2016, der gav vidtgående stramninger på flygtningeområdet (hvem husker ikke smykkeloven?) satte hun sin signatur som en benhård realpolitiker, der tør at gå linen ud, til kanten af loven, for at nå sit mål. Måske endda ud over kanten? Det vil tiden vise.

For nogen indgyder den slags målrettede styrke den dybest respekt – specielt når det kommer fra en kvinde i en mandsdomineret verden.

Det er til at forstå. Men er styrke altid en værdi i sig selv? For mig er det ikke. Det afgørende er, hvad man bruger sin styrke til. Der er politikere, der bruger deres styrke til at bygge broer, skabe nye fællesskaber og forene mennesker. Og så er der dem, der bruger deres råstyrke til at rive ned. At opstille forhindringer. At adskille mennesker.

Én af efterkrigstidens mest fremtrædende bulldozerkvinder, Margaret Thatcher, dedikerede hele sit politiske liv til at rive ned. Hun indledte sin karriere som minister, da hun i 1971, som en del af besparelser på undervisningsområdet, afskaffede den gratis skolemælk, der ramte fattige familier. Under sin tid som premierminister gennemførte hun omfattende privatiseringer og liberaliseringer, der på kort tid forvandlede det britiske samfund fra noget der mindede om en velfærdsstat til en minimalstat med en voksende ulighed, som vi i dag ser de alvorlige konsekvenser af.

Ja, Margaret Thatcher var en stærk kvinde, og havde i nogle år sine beundrere og politiske efternølere blandt kvindelige politikere, fordi hun fremstod som en benhård, kvindelig leder i en mandsdomineret verden.

Men hendes tid er forbi.

I Europa ser vi heldigvis i dag en ny generation af kvindelige politikere, der hviler i sig selv og deres kvindelighed. Unge politikere som bl.a. EU’s udenrigschef Federica Mogherini og Sveriges kompetente finansminister, Magdalena Andersson. Deres styrke ligger ikke i stejl bulldozeradfærd, der skal leve op til forudbestemte, maskuline værdinormer for god politisk lederskab. Deres styrke hviler i høj faglighed, intellektuel styrke, vedholdende og rolig dialog.

Det er dé værdier der indgyder respekt og anerkendelse.