Der tegner sig et yderst uhensigtsmæssigt mønster i Danske Banks samfundsansvar

Berlingske Business, den 10. maj 2018

danskebank.10.18

Den 15. marts afholdte Danske Bank sin årlige generalforsamling. Som formand for Aktionærforeningen Best.Women havde jeg, sammen med et bestyrelsesmedlem, meldt os til generalforsamlingen. Vi havde en række spørgsmål med til bestyrelsesformanden om de manglende fremskridt på ligestillingsområdet – især i forhold til det åbenlyse fravær af kvinder i bankens direktion.

Vi valgte dog ikke at møde op. Det var tydeligt, at årets vigtigste emne på generalforsamlingen ville være hvidvasksagen i Danske Banks estiske filial, der ville komme til at overskygge alle andre spørgsmål fra utilfredse aktionærer.

Hvordan kan en manglende målopfyldelse om flere kvindelige ledere hamle op med anklager om hvidvask af penge, medvirken til økonomisk kriminalitet og mulig korruption? Det kan det selvfølgelig ikke.

Har man fulgt med i Berlingske Business grundige afdækning af Danske Banks involvering i hvidvask, og har man læst de alvorlige kritikpunkter der er blevet rejst i Finanstilsynets rapport fra den 3. maj 2018, kan man ikke være i tvivl om sagens alvor.

Der er ingen sammenligning. Og dog.

Ved nærmere eftertanke tegner der sig konturerne af et uhensigtsmæssigt mønster i begge sager. Der er en klar rød tråd. Den handler om troværdighed – eller manglen på samme. Om at kommunikere én ting ud til sine aktionærer og interessenter, og så gøre noget andet. Om at fremlægge noble hensigtserklæringer inden for samfundsansvar og etisk selskabsledelse, som man på forhånd ikke har været tilstrækkeligt rustet til at udleve. Måske endda, ikke har ønsket at udleve, fordi det kunne spænde ben for en god forretning. Men de noble hensigtserklæringer pynter fint i CSR-rapporten og skaber goodwill.

Ser vi for eksempel på Danske Banks arbejde med at fremme en arbejdskultur præget af ligebehandling og diversitet, er der i de seneste 8 år ikke sket nogen som helst fremgang i at avancere andelen af kvindelige ledere i organisationen. Dette, på trods af gode hensigtserklæringer i CSR-rapporten og bestyrelsesformandens åben erklæring på generalforsamlingen om, at det er en højt-prioriteret dagsorden.

Indtil for en måned siden var der fortsat ingen kvinder i Danske Banks direktion, da Thomas Borgen besluttede at gennemføre en nødtvungen direktionsrokade, der betød, at Henriette Fenger Ellekrog indtrådte i den nye direktion.

Involvering i hvidvask af penge harmonerer heller ikke sammen med Danske Banks profilering i de årlige CSR-rapporter af status som underskriver af FN’s Global Compact, der arbejder på at bekæmpe økonomisk kriminalitet og korruption.

Her kan man virkeligt tale om en sag, hvor ord og handling langt fra går hånd-i-hånd, men i fuldstændig modstridende retning.

Jeg undrer mig over Danske Banks lemfældige håndtering af samfundsansvar og compliance-forpligtelserne. I Finanstilsynets rapport fra den 3. maj 2018 står det lysende klart, at både direktion og bestyrelse, i flere tilfælde, har nedvurderet compliance-risici ved den estiske filial.

Hvorfor?

Skyldes det, at ledelsen naivt har undervurderet betydningen af non-compliance for bankens forretning, i form af et potentielt kundetab, bøder, investorflugt og generelt tab af goodwill?

Eller er der i virkeligheden tale om en kynisk vurdering, der baserer sig på en cost-benefit analyse af omkostningerne ved at standse en profitabel, men lyssky forretning, i forhold til gevinsterne ved at vende det blinde øje til?

Man må drage sine egne konklusioner. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg er næsten et hundrede procent sikker på, at Ole Andersen ikke er naiv – det er der ingen topledere i den finansielle sektor der er. Hvis Danske Bank og andre banker sløser med samfundsansvaret, er det fordi det vurderes at kunne betale sig. Fordelene ved sløseri overskygger omkostningerne. Eller sagt på en anden måde, omkostningerne ved sløseri er simpelthen for små.

Hvad har omkostningerne så været? Indtil videre har sagen ikke haft mærkbare omkostninger  – ud over dårlig omtale. Selvom Finanstilsynets rapport afslører meget alvorlige ledelsessvigt og mangler i governance, vil der, mærkeligt nok, ikke blive rejst sager over for bankens ledelse efter fit & proper reglerne.

Bøden fra de estiske myndigheder kommer næppe til at gøre den store forskel. De europæiske bøder der er blevet givet for bl.a. overtrædelse af hvidvaskreglerne er latterlige små i forhold til USA, hvor der tildeles bøder i milliardklassen.

Så længe det ikke har mærkbare konsekvenser for virksomhederne at forsømme vigtige samfundsmæssige prioriteringer mener jeg, at der er et godt stykke vej før vi kommer til det punkt, hvor virksomhederne aldrig nogensinde kunne finde på at sætte ”profit over compliance”, som Ole Andersen så klart udtrykte det i et interview i Finans den 3. maj.