Irrationel kvotemodstand

I december besluttede et flertal, bestående af den borgerlige fløj med støtte fra Enhedslisten, udenom regeringen, at modsætte sig EU-Kommissionens direktivforslag om et måltal på 40 % kvinder i bestyrelserne i de største børsnoterede virksomheder i EU med over 250 medarbejdere.

Når vi tager i betragtning, hvor meget Danmark halter bagud inden for ligestillingen i EU, specielt, hvad angår andelen af kvinder i bestyrelser og topledelse, virker Danmarks protest mod EU’s direktivforslag absurd. EU-direktivforslaget er en enestående mulighed for at sætte skub i en positiv udvikling for at få flere kvinder i bestyrelser og topledelse. Hvorfor afskære danske kvinder for denne mulighed? Den officielle forklaring lyder på, at EU-direktivforslaget ikke overholder nærhedsprincippet, som tilsiger, at alle beslutninger skal tages så tæt på borgerne som muligt. Det er ganske enkelt en dårlig undskyldning.

Manglen på kvindelige bestyrelsesmedlemmer og topledere i erhvervslivet og statslige institutioner er ikke kun et dansk, men ligeså meget et europæisk problem. Det giver derfor god mening, at det løses i en europæisk sammenhæng via samarbejde mod fælles mål. Den mere uofficielle forklaring er selvfølgelig, at de borgerlige partier ikke kunne drømme om at stemme for noget, som umiddelbart pålægger erhvervslivet byrder og udfordrer ledelsesretten. De statslige myndigheder skal ikke påtvinge ligestillingen – den må komme af sig selv, i takt med markedets løbende tilpasningsevne og behov. Fint nok. Man kan være uenig, men det giver mening.

Derimod giver det ikke nogen mening, at Enhedslisten, der går ind for kvindekvoter til at fremme ligestillingen, allierer sig med den borgerlige fløj, for ligefrem at forhindre, at EU-kommissionen kommer igennem med sit forslag om 40 % måltal, bare fordi der er tale om et EU-forslag. Med andre ord, så hellere nedstemme et fornuftigt EU forslag end at acceptere det, fordi ifølge Enhedslisten, er alle beslutninger fra EU pr. definition udemokratiske (også selvom Enhedslisten er enig i beslutningerne). Måske kunne ligestillingsordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, forklare, hvorfor hun og sit parti har støttet en protesterklæring, der modarbejder, at der gøres noget mere aktivt for at fremme kvinders muligheder i dette land og for andre kvinder i resten af Europa? Det skal siges, at Johanne Schmidt-Nielsen samtidigt har stemt for regeringens eget lovforslag til at fremme flere kvinder i bestyrelser, et lovforslag, som hun allerede i maj 2012 i Berlingske Tidende betegnede som “temmelig uambitiøst”.

Da regeringens eget forslag til at fremme flere kvinder i bestyrelser blev vedtaget af folketinget den 14. december, benyttede jeg mig af lejligheden til at følge debatten. Jeg undrede mig over den overvældende og, til tider, meget aggressive modstand blandt udvalgte kvindelige politikere mod EU’s direktivforslag.

Modstanden mod statslige indgreb for at fremme ligestillingen begrænser sig dog ikke kun til kvindelige politikere i folketinget og til debatten om kvindekvoter. Regeringens planer om et lovindgreb mod sex køb er blevet droppet og nu virker det som om vi heller ikke får den længe ventede øremærket barsel til fædre. Til og med viser en nylig Megafonmåling, at kun 28 % af de adspurgte borgere støtter, at staten gennemfører øremærket barsel til fædre. Der er således i Danmark en lav tilslutning til øremærket barsel, på trods af, at vi ved, at fædres deling af barslen er helt afgørende for at forbedre kvinders karrieremuligheder og give kvinder, på tværs af faggrupper, forbedrede pensions- og lønforhold.

Hvad skyldes den store modstand i Danmark mod reel forandring og statslig indgriben til fordel for kvinderne? Det er jo tydeligt at se, at modstanden ikke kun udgøres af mænd. Der må nødvendigvis også være en del kvinder, der modsætter sig forandringen. Det får mig til at tænke på, om en stor del af danske kvinder i virkeligheden lider af Stockholm syndromet.

Stockholm syndromet dækker over en psykologisk tilstand, hvor en underkuet person, udvikler sympati og forsvar for sin vogter. Syndromet er mest kendt for bl.a. at forklare rigmandsdatteren Patty Hearst besynderlige adfærd, da hun i 1970’erne deltog i et bankkup med sine gidseltagere for at kæmpe deres sag. Spørgsmålet er så, om kvinder i Danmark i så lang tid er blevet underlagt samfundets patriarkalske værdinormer og spilleregler, at man i den grad har gjort dem til sin egen accepterede virkelighed, som man snæversynet vil kæmpe for at bevare. Ikke alene har man svært ved at se en bedre verden udenfor, man vil ikke have noget med den at gøre. Selvom danske kvinder nu af EU får tilbudt en åben dør til at gøre en forskel i samfundets øverste top, vælger et repræsentativt flertal, på tværs af politisk partier, at takke nej.

Det er lidt fristende at henfalde til den tanke. Forklaringen er nok mere den, at kvindekampen i dag lider af en så høj grad af individualisering, at det er hæmmende for enhver social udvikling i samfundet og for videreudviklingen af vores demokrati. Jo, jeg krydser selv fingre for, at direktivforslaget om 40 % måltal trods alt ender med at blive vedtaget i EU. Så kan vi måske få sat gang i en positiv udvikling på ligestillingsområdet – også selvom den bliver tvunget igennem af en verden uden for.

Link til læserbrev i Information d. 8. februar 2013

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *