Det neoliberalistiske menneskesyn er en stopklods for ligestillingen i Danmark

Flere år med en neoliberalistisk værdipolitik og en vedvarende mangelfuld systemkritik, har sat sine uoprettelige spor i det danske samfund.

Det neoliberalistiske menneskesyn er efterhånden blevet så accepteret i Danmark, at det er gået hen og blevet en selvfølge, at al form for statsindgreb er lig med statsdikteret frihedsberøvelse. Den indgroede mistillid til statsregulering bremser udviklingen på områder i samfundet, som er ramt af ulighed og store sociale skel.

Et område, hvor dette tydeligt gør sig gældende er på ligestillingsområdet.

I dag er kvinderne lige så kvalificerede som mænd til at bestride lederposter og til at kræve ligeløn for det samme udførte arbejde. Andelen af kvinder med længerevarende videregående uddannelse er siden 1990’erne steget markant. I 2013 er andelen af kvinder med en længerevarende videregående uddannelse 47 %. Kvinderne stræber i dag efter lederskab. I en undersøgelse foretaget af Djøf i 2008, fremgår det, at de kvindelige medlemmer ønsker at bestride ledelsesposter i samme grad som deres mandlige kolleger.

På trods af dette, er der fortsat stor skævhed i fordelingen af magtposterne og i lønniveauet blandt mænd og kvinder. Det er tydeligt, at arbejdsmarkedet ikke af sig selv har tilpasset sig den øvrige sociale udvikling i samfundet. Derfor er det nødvendigt med grundlæggende forbedringer af de eksisterende rammevilkår på arbejdsmarkedet, hvis der skal rettes op på den ulighed der eksisterer i dag blandt kønnene.

Men sådan er det som bekendt ikke gået. Med beslutningen om at sløjfe et lovforslag om øremærket barsel for mænd har regeringen sat et sørgeligt punktum for en række indgreb, der kunne havet styrket kvindernes karrieremuligheder på arbejdsmarkedet og forbedret kvindernes økonomiske forhold væsentligt. Før dette havde regeringen bl.a. opgivet at indføre kønskvoter i virksomhedernes bestyrelser for at sikre en mere ligelig fordeling af bestyrelsesposterne i det private erhvervsliv.

Regeringen har i stedet valgt en “laissez-faire” politik som overlader det til markedskræfterne at bestemme tempoet, på den i forvejen, haltende ligestilling – et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, input og output, der på sigt forventes at finde sin naturlige balance. Det overlades derved til kvinderne selv at bære hele ansvaret for deres udviklingsmuligheder og nå op på niveauet med deres mandlige kolleger.

I det neoliberalistiske verdensbillede bærer det enkelte menneske nemlig altid nøglen til forandring. Vi foranlediges til at tro, at alle, uanset køn, etnicitet eller klassetilhørsforhold kan opnå, hvad de vil. Man er sin egen lykkes smed. Via hårdt arbejde og flid kan et hvert menneske blive en dygtig kunstner, politiker eller en succesfuld erhvervsperson. Mennesket er ikke et produkt af sine omgivelser, men mere af sine egne medfødte egenskaber og udviklingspotentialer. Netop derfor giver det ingen mening i den neoliberalistiske ideologi at bruge for mange kræfter på at udbygge samfundets sociale rammer. Fejler man er det ens egen skyld og ikke samfundets.

I en uforglemmelig scene i Oliver Stones film ”Wall Street” fra 1987 spørger Michael Douglas, i rollen som den hårdnakkede finanskapitalist Gordon Gekko, sin mentee, spillet af Charlie Sheen, om det virkelig nu kan være sådan, at den hjemløse gadebums er skabt af den samme støbning som den succesfulde finansmand, der styrer sin forretning på bagsædet af en kæmpe sort limousine. Ifølge Gordon Gekko er det selvfølgelig ikke tilfældigt, at nogle mennesker bliver gadebumser, mens andre når til tops i samfundet. Det handler ikke om arv eller miljø. Det er den personlige indstilling og drivkraft der er afgørende. Her har vi det neo-liberalistiske menneskesyn i en nøddeskal.

Og det er det samme menneskesyn der tyve år efter gennemsyrer fortællingen om kvindernes manglende gennemslagskraft på arbejdsmarkedet. På trods af samme kvalifikationer halter danske kvinder efter mændene fordi de ikke kan selv, de ikke vil selv, de ikke tør selv.

Tilsvarende argumenter finder vi i den internationale debat om kvinder i ledelse. Systemet har her sprøjtet sin egen kvindeforkæmper ud, i form af Sheryl Sandberg, topchef i Facebook. Hun kritiserer på den gode måde, ræsonnerer på den ufarlige måde og frem for alt konkluderer på den helt ligegyldige måde. Hun siger med andre ord, det som alle kan lide at høre. Derfor er hun systemets kvinde.

I sin bog Lean In beskriver, Sheryl Sandberg, hvordan hun via hårdt arbejde og opbakning fra sin egne omgivelser nåede toppen af det amerikanske erhvervsliv. Hvis hun kunne gøre det, burde alle kvinder med ambitioner også kunne gøre det samme fordi, som det fremgår i bogens første kapitel, handler dette om “internalizing the revolution”. Med andre ord skal man ikke udfordre systemet – man skal udfordre sig selv. Så kommer det hele af sig selv – med tiden.

Det er fint, at systemet hist og pist kan producere succeshistorier om viljestærke kvinder fra ofte beskedne kår, der har knoklet sig til toppen. Men kan vi bruge de sporadiske succeshistorier til noget, så længe hovedparten af kvinderne på arbejdsmarkedet tjener mindre end mændene for den samme indsats og kvinderne bliver ved med kun at udgøre en marginal andel af samfundets magtfulde topposter?

Nej, naturligvis kan vi ikke det. Af samme årsag som det heller ikke har gjort en millimeter forskel for ligestillingen i Danmark, at vi for første gang i historien har fået en kvindelig statsminister. De vigtigste fremskridt i vores samfund skabes ikke af ét enkelt menneske, der handler på egen hånd. De skabes af mennesker i fælleskab, der til sammen udgør en bevægelse, der tør stille krav til uligheden i samfundet.

Jeg vil dog ikke bestride, at kvinderne kan gøre meget selv for at tage magten i egen hånd og forbedre deres karrieremuligheder. Det kan de godt. Der er bestemt behov for selvransagelse og plads til forbedring. Men når der er tale om en så stor og vedvarende ulighed i fordelingen af bl.a. magtposterne blandt mænd og kvinder er det klart, at der er tale om mere end flygtige tendenser eller mangelfulde karaktertræk hos kvinderne, men om et fundamentalt og solidt strukturelt svigt i systemet og dets værdinormer.

Med andre ord må kvinderne gerne tage sig sammen for at komme videre og tage konkurrencen op med deres mandlige kolleger. Men rammerne skal være i orden. Og det er de langt fra i dag. Det er lige nøjagtigt på det punkt, at det neoliberalistiske rationale ramler sammen for alvor.

Er der virkeligt tale om fair konkurrence når barselsperioden er så skævt fordelt mellem kønnene, som den er i dag? Er det fair konkurrence, når kvinderne efter endt barsel vender tilbage til arbejdsmarkedet og finder ud af, at deres tidligere ansvarsområder er blevet uddelegeret til andre kolleger? Er det fair konkurrence når vores arbejdsmarked fortsat er så stift og gammeldags, at det automatisk belønner de mandlige medarbejdere, der flere dage om ugen har mulighed for at sidde på kontoret til sent på eftermiddagen, mens deres koner for længst har hentet børnene i daginstitutionen? Og er det fair konkurrence når systemet er programmeret til ensidigt at foretrække maskuline karaktertræk når fremtidens ledere skal udpeges?

For mig er der bestemt ikke tale om fair konkurrence. Faktisk er der overhovedet ikke tale om konkurrence, men om et oligopolistisk marked, hvor en gruppe af mandlige oligopolister i toppen af hierarkiet bestemmer markedets regler og bekvemt fordeler magten mellem sig.

Derfor er den eneste vej til mere ligestilling at udfordre og ændre systemet ved bl.a. målrettet lovgivning.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *