Kvinder i ledelse rimer ikke på finans

Jyllands-Posten, den 20. oktober 2014

Er der en sektor der har stærkt behov for en forandret virksomhedskultur, der tilgodeser flere kvinder i ledelser, så er det finanssektoren.

Hvis vi ser på de 15 største danske pengeinstitutter (jf. Finansrådets opgørelse) udgør kvinder i bestyrelserne kun 13 % og kun 7 % af direktionsmedlemmerne er kvinder. Der er fortsat 3 banker, Den Jyske Sparekasse, FIH Erhvervsbank og Sparekassen Sjælland, der ingen kvinder har i bestyrelserne og 10 banker, herunder Danske Bank, Jyske Bank og Spar Nord, der ingen kvinder har i deres direktioner. Der er med andre ord stor plads til forbedringer.

Hvorfor er der så få kvindelige ledere i finanssektoren? Er det fordi kvinder af natur ikke interesser sig for økonomi og penge? Og er finanssektoren overvejende domineret af mænd, og af mandlige talenter?

Intet kunne være mere forkert. En undersøgelse udarbejdet i 2013 af Finanssektorens Arbejdsgiverforening viser, at der siden 2004 har været en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige ansatte i finanssektoren, faktisk med en lille overvægt af kvinder.

Det er derfor ikke manglen på kvindelige talenter – både blandt HK’er og faguddannede økonomer – der spænder ben for kvinders karrierehop i finanssektoren. En gennemlæsning af nogle af de største pengeinstitutters rapportering om kvinder i ledende stillinger viser, at kvinderne heller ikke mangler lysten til lederskab. Tallene afspejler et efterhånden velkendt mønster i dansk erhvervsliv. Kvinderne er pænt repræsenteret på de laveste ledelsesniveauer og på mellemtrinet, men er næsten fraværende på de øverste ledelsesniveauer og på direktionsniveau. Altså, jo højere op vi kommer i hierarkiet, jo færre kvindelige ledere. Der, hvor de tunge beslutninger træffes, er forbeholdt mændene.

Hvis vi kigger på én af Danmarks største banker, Danske Bank, kan vi måske her finde en forklaring på den sløve udvikling i andelen af kvindelige ledere i de seneste år. Danske Bank har kun én generalforsamlingsvalgt kvinde i bestyrelsen og ingen kvinder i direktionen.
På Danske Banks seneste generalforsamling bekendtgjorde bestyrelsesformand Ole Andersen med en vis overbærenhed, at banken skam arbejder på at fremme kvinder i ledende poster – målet er at øge andelen af kvinder i bestyrelsen med én kvinde og øge andelen af kvinder i det øverste ledelseslag med én kvinde inden 2017.

Vi kan hurtigt blive enige om, at måltallet hverken er ambitiøst eller, at det er noget der kommer til at rykke. Det virker som om, at hele den samfundsmæssige dagsorden om kønsdiversitet og fremtidens mangel på kvalificeret arbejdskraft er røget fløjtende hen over hovedet på Danske Banks øverste ledelse, der ufortrødent fortsætter sin afskåret tilværelse uden føling for, hvad der rører sig blandt sine interessenter.

Har de øvrige bankers ledelser den samme indstilling? De fleste største banker har, som følge af Lov om Flere Kvinder i Bestyrelser og Ledelser, også fremlagt måltal for andelen af kvinder i bestyrelser og ledelser. Nogle få af disse måltal er relativt ambitiøse, fordi udgangspunktet er så lavt. Andre er, som i Danske Bank, mindre overbevisende. Netop fordi loven lægger vægt på måltal og ikke realiserede mål, er det meget usikkert om vi vil komme til at opleve en betydningsfuld fremgang for kvinder i ledelse i finanssektoren.

Link til artikel i Jyllands-Posten:

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE7123511/Kvinder-i-ledelse-rimer-ikke-på-finans/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *