EU skal blande sig i ligestillingen

I en kommentar i Berlingske Tidende den 19. april skriver de 3 Venstre-politikere Eva Kjær Hansen, Ulla Tørnæs og Fatma Øktem, at EU blander sig for meget i ligestillingen i de enkelte medlemslande – og på den helt forkerte måde. I stedet for at stille krav om måltal for flere kvinder i ledelse og indføre fælles regler for barsel, burde EU koncentrere sig om at opkvalificere kvinderne via bl.a. bedre uddannelsesmuligheder.

De tre skribenter giver udtryk for en ny slags EU-skeptisk nationalliberalisme, der i de seneste år har spiret voldsomt frem i den offentlige debat i Danmark. Her betragtes EU-samarbejdet kun som noget godt, så længe det holdes nede på et minimalt niveau, der ikke intervenerer i medlemslandenes selvbestemte politikker og i erhvervslivets frihedsgrader.

EU skal bestemt ikke blande sig i alt. Men i forhold til ligestillingen mener jeg, i modsætning til de øvrige skribenter, at det er nødvendigt.

Ligestilling mellem mænd og kvinder er én af de grundlæggende værdier i EU-traktaten, som danner fundamentet for det europæiske fællesskab. Det er vigtigt, at samtlige EU-lande og deres borgere kan spejle sig selv i de bærende værdier i unionen og det er vigtigt, at der bliver værnet om disse værdier i ord og handling. Ellers giver EU-samarbejdet ingen mening. Udvalgte socioøkonomiske indikatorer for kvinders vilkår i studier foretaget af EIGE og Eurostat viser, at der i dag hersker store udsving i forhold til kvinders rettigheder og muligheder i de enkelte medlemsstater. Det kan gå hen og true den europæiske samhørighed. Det er helt urimeligt, at kvinder i enkelte medlemslande oplever gode muligheder for gratis uddannelse samt gode børnepasningsordninger og barselsregler, som vi ser det i bl.a. Sverige, Finland og Danmark, imens andre medlemslande fortsat ikke kan garantere basale arbejdsrettigheder som rimelige barselsordninger med løn. Det er uholdbart i længden og derfor bør EU blande sig. Men det skal selvfølgelig være inden for grænser, der respekterer de enkelte medlemslandes selvbestemmelser og politiske prioriteter, såvel som forskelligheder i de enkelte medlemslandes økonomiske politikker og skattegrundlag.

Den bedste måde at opnå dette på er at sørge for at indføre minimumsregler på udvalgte områder, som garanterer borgerne basale rettigheder og forpligter medlemslandene til at overholde disse regler.  Det er dybt kritisabelt, at Danmark i de seneste år har været med til at spænde ben for en række forslag fra EU-Kommissionen, der har haft som mål at fremme kvinders lige muligheder på arbejdsmarkedet i EU. Ikke alene har det været med til at begrænse mulighederne for danske kvinder, i forhold til bestyrelses- og ledelsesposter i erhvervslivet, det har også været med til at forhindre andre kvinder i EU i at få del i nogle af de rettigheder, som danske kvinder allerede nyder godt af.

Som noget af det første tænker jeg på EU’s direktivforslag 2010/18/EU, der skal garantere alle kvinder mulighed for mindst 4 måneders barsel og sikre ordentlige arbejdsvilkår når kvinder eller mænd kommer tilbage på arbejdsmarkedet efter en barselsperiode.

Efter 5 år er forslaget blevet fuldstændigt syltet i EU-systemet og risikerer nu at blive fjernet, bl.a. fordi Danmark, sammen med en række andre EU medlemslande, konsekvent har modsat sig direktivforslaget. Andre magtfulde økonomiske interessenter i EU, såsom Business Europe, har bidraget til at undergrave forslaget, fordi de frygter de økonomiske byrder for erhvervslivet, som forslaget indebærer.

Hvorfor har vi så meget imod et EU-samarbejde til fordel for kvinderne? Danmarks boykot af fælles EU-initiativer til fremme af ligestillingen og kvinders muligheder standser ikke her.

Danmark har også tilsluttet sig en lille kreds af EU-lande der har spændt ben for EU’s direktiv, der tilsigter at fremme flere kvinder i de store europæiske virksomheders bestyrelser. Direktivforslaget, der ikke er et kvoteforslag, forpligter de største europæiske virksomheder til at formulere måltal for flere kvinder i bestyrelser. Direktivforslaget indeholder dog et erklæret mål om 40 % kvinder i bestyrelserne.  Forslaget er en god mulighed for at skabe mere balance mellem landene i forhold til andelen af kvinder, der er repræsenteret i de store europæiske virksomheders bestyrelser, fordi det indebærer et 40 % mål, som alle lande i fællesskab skal arbejde hen imod. Det er langtfra alle lande i EU der i dag har sat sig ambitiøse måltal for andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer og ledere i erhvervslivet. Resultaterne er selvfølgelig derefter. I en rapport fra januar 2015 udarbejdet af EU Kommissionen fremgår det, at spændet EU-landene imellem, for andelen af kvinder i de største europæiske virksomheder, går fra 32,4 % i Frankrig og 31,7 % i Finland til sølle 2,7 % i Malta.

Siden regeringen i december 2012 indførte Lov om Flere Kvinder i Bestyrelser og Ledelser, har andelen af kvinder i de børsnoterede danske virksomheders bestyrelser steget fra 8 % til 11 %. For andelen af kvindelige topledere i samme virksomheder er der næsten ingen fremskridt sket. Faktisk har andelen af kvindelige direktører i C-20 virksomhederne, i modsætning til andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer, været faldende siden 2013, fra 8 % til 5 %. Det er ærgerligt, men nok ikke er så overraskende endda, når vi tager i betragtning, at Erhvervsstyrelsens evalueringsrapport fra oktober 2014 viser, at kun halvdelen af de lovpligtige virksomheder har gjort sig den ulejlighed at formulere en politik for flere kvinder i ledelse.

Selv mener den ansvarlige minister på området, Manu Sareen, at den danske lov, som baserer sig på frivillige måltal, har været en succes. Tallene taler dog for sig selv.  Sammenligner vi os med resten af EU, er den seneste udvikling i Danmark ganske ubetydelig og et klart tegn på, at den nuværende lovgivning, indtil videre, ikke har haft den store gennemslagskraft. Lande der har indført en strammere regulering med kvoter eller synlige måltal, såsom Frankrig, Italien og Holland, har derimod oplevet væsentligt fremskridt inden for kun ganske få år.

Når vi nu halter så langt efter de andre europæiske lande, så finder jeg Danmarks stejle modstand over for EU’s direktivforslag om et fælles mål på 40 % kvinder i de største europæiske virksomheders bestyrelser fuldkommen uforsvarlig. Vores nationale selvtilstrækkelighed og irrationelle modstand over for enhver form for regulering af erhvervslivet spænder ben, ikke alene for danske kvinders muligheder, men også for alle konstruktive bestræbelser på at finde frem til et fælles fodslag til fremme af ligestillingen i hele Europa.

Det kan ingen kvinder i Europa være tjent med.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *