Coloplast tror ikke på særlige tiltag for at fremme kvinder til lederposter

coloplast2

Den 9. december 2015 deltog jeg som formand for Aktionærforeningen Best.Women på Coloplasts generalforsamling, som derved blev årets sidste generalforsamlingsbesøg.

Coloplasts bestyrelse udvider med 2 kvinder

Coloplast er én af de virksomheder, som Best.Women har fulgt tæt, fordi det har knebet med at få kvindelige repræsentanter ind i virksomhedens bestyrelse og topledelse. På generalforsamlingen indstillede bestyrelsen 2 kvinder til bestyrelsen, Birgitte Nielsen og Jette Nygaard-Andersen, som fremover vil bestå af 8 generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer.

I Best.Women er vi meget tilfredse med udnævnelsen af de 2 kvindelige bestyrelsesmedlemmer, men på generalforsamlingen understregede jeg, at kvinderne fortsat kun udgør 12 % af Coloplasts samlede topledelse, hvilket er meget utilfredsstillende. Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor Coloplast ikke har udformet en politik for flere kvinder i ledelse, som de jo er forpligtet til ifølge loven.

Fortsat for få kvinder i Coloplasts topledelse

Coloplasts bestyrelsesformand, Michael Pram Rasmussen, kaldte det for “…en grov beskyldning, at vi ikke lever op til loven.” Bestyrelsesformanden oplyste generalforsamlingen, at i Coloplast er 43% af alle ledere kvinder, hvorfor kvinder ikke længere udgør det underrepræsenterede køn. Coloplast er ifølge bestyrelsesformanden derfor ikke forpligtet til at udarbejde en politik for at fremme flere kvinder i ledelsen og lever helt op til loven. Han understregede, at det fortsat er målet at øge andelen af kvinder i Coloplasts topledelse fra 12 % til 22 % inden 2017. Bestyrelsesformanden afviste at indføre særskilte tiltag for at fremme kvinder til topposter i organisationen, fordi det var hans overbevisning, at dygtige og ambitiøse kvinder i erhvervslivet ikke ønsker særbehandling.

Lukkethed om opgørelse

Som formand for Best.Women har jeg efter generalforsamlingen kontaktet Coloplasts Investor Relations kontor for at få verificeret Bestyrelsesformandens udsagn og få forelagt dokumentation for beregningen af de 43 %. Hvis Coloplast skal slippe for at udarbejde en politik for flere kvinder i ledelsen, kræver loven, at Coloplast kan dokumentere at have ligestilling (mindst 40 % af hvert køn) på alle ledelsesniveauer i organisation.

Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at se, hvordan det hænger sammen. Hvordan kan kvinderne samlet set udgøre 43 % af alle ledelsesposter i Coloplasts organisation, når kvindelige ledere på mellemniveauet udgør 43 % og der kun er 12 % kvinder i den øverste topledelse, hvilket trækker gennemsnittet gevaldigt ned? Hvis tallene skal hænge sammen bør andelen af kvindelige ledere på det laveste ledelsesniveau udgøre over 70 %. Det er svært at tro på, når Coloplast sidste år offentliggjorde, at andelen af kvindelige ledere på det laveste ledelsesniveau lå på 53 %.

Best.Women har desværre ikke fået en opklaring på vores spørgsmål, fordi Coloplasts HR-afdeling ikke har ønsket at uddybe nærmere.

Læs hele talen neden for:

“Mit navn er Nicole Andersson. Jeg er formand for Aktionærforeningen Best.Women, som er en forening der arbejder for, at der kommer flere kvinder ind i danske virksomheders bestyrelser og ledelser. Vi har aktier i nogle af de største danske børsnoterede virksomheder. Vi har også aktier i Coloplast.

Før jeg stiller mine spørgsmål, vil jeg gerne takke bestyrelsesformanden for årsberetningen og ønske tillykke til Coloplast for det udmærkede årsresultat, de betydelige udfordringer og nedjusteringer i 2015 taget i betragtning.

I dag har bestyrelsen valgt at indstillet 2 kvindelige kandidater til bestyrelsen, Birgitte Nielsen og Jette Nygaard-Andersen og lever derved op til sit eget måltal om at få 2 kvinder ind i bestyrelsen inden 2016. Som aktionær er vi meget tilfredse med denne beslutning. I Best.Women mener vi, at diversitet i ledelsen ikke kun gavner ligestillingen, men også virksomhedens fremdrift og økonomiske bæredygtighed.

Når vi taler om diversitet i ledelsen, så handler det jo ikke kun om bestyrelsen, men også om sammensætningen i topledelsen og de øvrige ledelseslag. Her går udviklingen fortsat meget langsomt i Coloplast.

Ser vi på Coloplasts samlet topledelse, på Executive Management, Senior Vice President og Vice President niveau udgør kvinderne kun 12 %. Det er meget utilfredsstillende.

Coloplast har tidligere tilkendegivet, at der arbejdes på at øge andelen af kvinder i topledelsen til 22 % inden 2017. Kunne bestyrelsesformanden bekræfte, om dette mål fortsat er realistisk? Kunne bestyrelsesformanden oplyse nogle af de initiativer der tages i brug for at øge andelen af kvinderne i Coloplasts topledelse?

Ved sidste års generalforsamling spurgte jeg jo ind til samme spørgsmål uden at få et konkret svar fra bestyrelsesformanden. Investor-relations kontoret har efterfølgende oplyst mig, at en politik for at fremme kvinder i ledende stillinger findes i CSR-rapporten. Jeg har nu læst CSR-rapporten og årsrapporten igennem og kan fortsat ikke finde en politik for at fremme flere kvinder i ledende poster.

Derfor: Kunne bestyrelsesformanden forklare, hvorfor Coloplast har undladt at udarbejde en politik der fremmer flere kvinder til det øverste ledelseslag, som Coloplast jo er forpligtet til ifølge kravene i Lov om flere Kvinder i Bestyrelser og Ledelser?

Mange tak for ordet. “

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *