Efter Google-affæren. Hvad er den egentlig forklaring på IT- og ingeniørbranchens nedladende kvindesyn?

Berlingske Tidende Blog, den 10. august 2017

Så kom der endnu en sag om sexisme fra Silicon Valley. Denne gang fra Google.

James Damore, en ingeniør ansat i Google, havde i juli måned udsendt en mail, hvori han modsatte sig organisationens planer om at igangsætte en række politikker for at ansætte flere kvinder og fremme kvinder i ledende poster.  https://diversitymemo.com/

Det var ikke et rasende og følelsesladet indlæg, men et nøgternt argument for, at der hersker en biologisk årsag til den lave andel af kvinder i IT- og ingeniørbranchen. Kvinder interesserer sig for mennesker og er gode til at behage. Mænd interesserer sig for ting og fremstår selvsikre.

”These two differences in part explain why women relatively prefer jobs in social or artistic areas. More men may like coding because it requires systemizing and even within SWEs, comparatively more women work on front end, which deals with both people and aesthetics.”

Ifølge James Damore er mangfoldighedstiltagene et udtryk for en venstreorienteret, socialkonstruktivistisk tankegang der går imod menneskets sande natur og skaber uretfærdig diskriminering af mænd.

I forgårs blev han så fyret – med god grund vil jeg tilføje. Googles CEO, Sundar Pitchai, udtalte, at James Damores synspunkter var i strid med Googles ”Code of conduct” som opfordrer alle ansatte ”…to do their utmost to create a workplace culture that is free of harassment, intimidation, bias and unlawful discrimination.” Jeg synes, at Google-affæren er interessant. Ikke på grund af forargelsen over den åbenlyse kønsstereotype holdning og det nedladende kvindesyn som James Damore giver udtryk for. Lad os bare være ærlige. Det er ikke lige frem nogen nyhed, at IT- og ingeniørbranchen lider under en udpræget sexism og kønsdiskrimination.

En undersøgelse fra 2016 udarbejdet af ”Elephant in the Valley”, en gruppe af forretningskvinder og kvindelige entreprenører i Silicon Valley, viste, at 87 % af de kvindelige ansatte har modtaget nedgørende kommentarer fra deres mandlige kolleger, 60 % har oplevet uønskede seksuelle tilnærmelser fra mandlige chefer og 47 % har oplevet at skulle udføre forfaldende arbejde, i modsætning til deres mandlige kolleger.

Jeg vil også mene, at der ingen ting står i James Damores mail, som vi ikke allerede har læst om utallige gange i danske aviser, ikke mindst i Berlingske Tidende, i indlæg fra frustrerede mænd der raser over tvangskvoter, mangfoldighedspolitikker, opdigtede kønsforskelle i løn, og ligebehandling.

Dét der er interessant i Google-affæren er, at vi her har et eksempel på en virksomhed, hvor ledelsen er fast besluttet på at øge mangfoldigheden og ligestillingen i organisationen men, hvor oprøret mod forandring kommer nedefra – fra mandlige medarbejdere.

På mange måder er det indbegrebet af den modstand vi oplever for mere ligestilling på arbejdsmarkedet. Modstanden mod kvoter og ligestillingspolitikker handler nemlig ikke kun om et nedladende syn på kvinder og manglende tillid til kvinders lederevner, men i lige så høj grad om frygten for øget konkurrence fra kvinder om de lukrative jobs og de høje lønninger.

James Damore er én af mange unge, ambitiøse mænd der hurtigt kan regne ud, at hvis direktionen i Google ønsker flere kvindelige ledere, bliver det alt andet lige sværere selv at score et lederjob. Hvis kvinder også skal have mere i løn, bliver der færre lønmidler at deles om.

I Aktionærforeningen Best.Women har vi flere gange oplevet samme reaktionsmønstre blandt mandlige aktionærer på de generalforsamlinger, som vi besøger. Den største modstand oplever vi fra mænd i alderen 30 – 55 år. Det er typisk karrieremænd, der føler sig truet af de voksende krav om flere kvindelige ledere i organisationerne, som de betragter som uretfærdig favorisering.

Derimod er der flere mænd i den modne alder der kan se fordele i at arbejde for øget mangfoldighed i virksomhederne ved bl.a. ligestillingspolitikker og måltal for flere kvinder i ledelser. De har gjort karriere og føler sig ikke specielt truet af kvinder, eller måske har de selv døtre som de ønsker bedre og mere retfærdige arbejdsvilkår for. Det kan man ikke bebrejde dem.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *