Dyrt for erhvervslivet at sylte kvindekvoter

Et overraskende kursskifte der formodentlig er blevet gjort for at tilgodese dansk erhvervslivs interesser uden det store modspil. Spørgsmålet er bare, om den danske regering i virkeligheden har gjort erhvervslivet en bjørnetjeneste ved at bortdømme lovpligtige kvindekvoter som et effektivt middel for større ligestilling i bestyrelserne? Det tror jeg desværre er tilfældet.

Mest af alt fordi spørgsmålet om kvindekvoter ikke længere kun er et dansk anliggende. Det handler ikke udelukkende om, hvad dansk erhvervsliv ønsker eller ikke ønsker. Spørgsmålet om indførelse af kvindekvoter er i dag blevet en del af den europæiske dagsorden og den politiske virkelighed – som Danmark jo er en del af.

Flere af de største europæiske lande, bl.a. Spanien, Frankrig, Norge og Holland, har allerede indført lovpligtige kvindekvoter. Også blandt den brede befolkning i Europa er der opbakning til forslaget. En nyligt offentliggjort spørgeundersøgelse viser, at ca. 75 procent af europæerne går ind for indførelsen af kønskvotering i bestyrelseslokalerne.

Den positive meningsmåling og den stigende statslige tilslutning til indførelse af de lovpligtige kvindekvoter giver EU-kommissær Viviane Reding et solidt politisk mandat til at gå videre med planerne om at gøre kvindekvoter lovpligtige i hele Europa. Derfor tror jeg, at der er en rigtig god chance for, at der inden længe kommer et fælles europæisk direktiv om lovpligtige kvoter.

Men hvor en stor del af de største europæiske virksomheder allerede er godt i gang med at tilpasse sammensætningen af deres bestyrelser til fordel for flere kvinder, halter dansk erhvervsliv nu bagefter i frivillighedens rolige tempo. Det kan vise sig at koste dyrt. Der kan hurtigt opstå en situation, hvor der vil blive rift blandt konkurrerende europæiske virksomheder om at rekruttere de dygtigste kvindelige erhvervstalenter i Europa. Det bliver en benhård konkurrence om de klogeste hoveder, hvor danske virksomheder risikerer at stå bagest i køen.

Heldigvis er der enkelte store danske virksomheder, der har lugtet lunten og er på forkant med udviklingen. Carlsberg besluttede allerede i februar 2012 at arbejde for at have 40 procent repræsentation af kvinder i virksomhedens bestyrelse inden 2015. Et klogt valg i betragtning af, at Carlsbergs konkurrent på det europæiske marked, Heineken, allerede lever op til samme krav.

For resten af dansk erhvervsliv kan det blive en barsk opvågning.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *