Der tegner sig et yderst uhensigtsmæssigt mønster i Danske Banks samfundsansvar

Berlingske Business, den 10. maj 2018

danskebank.10.18

Den 15. marts afholdte Danske Bank sin årlige generalforsamling. Som formand for Aktionærforeningen Best.Women havde jeg, sammen med et bestyrelsesmedlem, meldt os til generalforsamlingen. Vi havde en række spørgsmål med til bestyrelsesformanden om de manglende fremskridt på ligestillingsområdet – især i forhold til det åbenlyse fravær af kvinder i bankens direktion.

Vi valgte dog ikke at møde op. Det var tydeligt, at årets vigtigste emne på generalforsamlingen ville være hvidvasksagen i Danske Banks estiske filial, der ville komme til at overskygge alle andre spørgsmål fra utilfredse aktionærer.

Hvordan kan en manglende målopfyldelse om flere kvindelige ledere hamle op med anklager om hvidvask af penge, medvirken til økonomisk kriminalitet og mulig korruption? Det kan det selvfølgelig ikke.

Har man fulgt med i Berlingske Business grundige afdækning af Danske Banks involvering i hvidvask, og har man læst de alvorlige kritikpunkter der er blevet rejst i Finanstilsynets rapport fra den 3. maj 2018, kan man ikke være i tvivl om sagens alvor.

Der er ingen sammenligning. Og dog.

Ved nærmere eftertanke tegner der sig konturerne af et uhensigtsmæssigt mønster i begge sager. Der er en klar rød tråd. Den handler om troværdighed – eller manglen på samme. Om at kommunikere én ting ud til sine aktionærer og interessenter, og så gøre noget andet. Om at fremlægge noble hensigtserklæringer inden for samfundsansvar og etisk selskabsledelse, som man på forhånd ikke har været tilstrækkeligt rustet til at udleve. Måske endda, ikke har ønsket at udleve, fordi det kunne spænde ben for en god forretning. Men de noble hensigtserklæringer pynter fint i CSR-rapporten og skaber goodwill.

Ser vi for eksempel på Danske Banks arbejde med at fremme en arbejdskultur præget af ligebehandling og diversitet, er der i de seneste 8 år ikke sket nogen som helst fremgang i at avancere andelen af kvindelige ledere i organisationen. Dette, på trods af gode hensigtserklæringer i CSR-rapporten og bestyrelsesformandens åben erklæring på generalforsamlingen om, at det er en højt-prioriteret dagsorden.

Indtil for en måned siden var der fortsat ingen kvinder i Danske Banks direktion, da Thomas Borgen besluttede at gennemføre en nødtvungen direktionsrokade, der betød, at Henriette Fenger Ellekrog indtrådte i den nye direktion.

Involvering i hvidvask af penge harmonerer heller ikke sammen med Danske Banks profilering i de årlige CSR-rapporter af status som underskriver af FN’s Global Compact, der arbejder på at bekæmpe økonomisk kriminalitet og korruption.

Her kan man virkeligt tale om en sag, hvor ord og handling langt fra går hånd-i-hånd, men i fuldstændig modstridende retning.

Jeg undrer mig over Danske Banks lemfældige håndtering af samfundsansvar og compliance-forpligtelserne. I Finanstilsynets rapport fra den 3. maj 2018 står det lysende klart, at både direktion og bestyrelse, i flere tilfælde, har nedvurderet compliance-risici ved den estiske filial.

Hvorfor?

Skyldes det, at ledelsen naivt har undervurderet betydningen af non-compliance for bankens forretning, i form af et potentielt kundetab, bøder, investorflugt og generelt tab af goodwill?

Eller er der i virkeligheden tale om en kynisk vurdering, der baserer sig på en cost-benefit analyse af omkostningerne ved at standse en profitabel, men lyssky forretning, i forhold til gevinsterne ved at vende det blinde øje til?

Man må drage sine egne konklusioner. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg er næsten et hundrede procent sikker på, at Ole Andersen ikke er naiv – det er der ingen topledere i den finansielle sektor der er. Hvis Danske Bank og andre banker sløser med samfundsansvaret, er det fordi det vurderes at kunne betale sig. Fordelene ved sløseri overskygger omkostningerne. Eller sagt på en anden måde, omkostningerne ved sløseri er simpelthen for små.

Hvad har omkostningerne så været? Indtil videre har sagen ikke haft mærkbare omkostninger  – ud over dårlig omtale. Selvom Finanstilsynets rapport afslører meget alvorlige ledelsessvigt og mangler i governance, vil der, mærkeligt nok, ikke blive rejst sager over for bankens ledelse efter fit & proper reglerne.

Bøden fra de estiske myndigheder kommer næppe til at gøre den store forskel. De europæiske bøder der er blevet givet for bl.a. overtrædelse af hvidvaskreglerne er latterlige små i forhold til USA, hvor der tildeles bøder i milliardklassen.

Så længe det ikke har mærkbare konsekvenser for virksomhederne at forsømme vigtige samfundsmæssige prioriteringer mener jeg, at der er et godt stykke vej før vi kommer til det punkt, hvor virksomhederne aldrig nogensinde kunne finde på at sætte ”profit over compliance”, som Ole Andersen så klart udtrykte det i et interview i Finans den 3. maj.

Kære Berlingske, #Metoo handler om meget mere end individuel magtudnyttelse

Berlingske Business Blog, tirsdag den 20. februar 2018

Harvey

I ”Læren fra #Metoo” fra den 19/2 skriver Berlingske, at EU-Kommissær Margrethe Vestager har fat i noget af det rigtige, når hun påstår, at der er behov for at se anderledes på magten, fra noget man ”har” til noget man ”udøver”, hvis vi fremover skal have et samfund med flere kvindelige ledere (JP, 16/2).

Med andre ord er seksuelle krænkelse af kvinder et resultat af et historisk betinget magtbegreb der handler om ejerskab over andre mennesker.

Den logik har Berlingske taget til sig: ”Hvad enten det handler om chefen eller den politiske topfigur, der udnytter deres magt over sekretæren eller en ung og up-coming stjerne til at begå seksuelle overgreb…..- så handler det alt sammen om kritisabel udøvelse af den magt, de pågældende har i hænde. De pågældende har magten, og de forvalter den dårligt.”

Selvfølgelig handler seksuelle krænkelser og sexisme på arbejdspladsen om ulige magtforhold og magtudnyttelse. Men det er forkert at forsøge at reducere problemstillingen til et individuelt anliggende – et spørgsmål om dårlige ledere, der har et forskruet forhold til egne beføjelser og på den konto tror, at det er tilladt at underkue deres medarbejdere seksuelt.

Gør man det, kan man foranlediges til at tro, at alle problemer forsvinder ved at sætte retskaffen mænd til at lede (eller for den sags skyld, kvinder). Det er simpelthen for naivt.

Ja, Harvey Weinstein var et særtilfælde af en gammel gris, der udnyttede sin magt for at få sex med smukke skuespillerinder. Han handlede i kraft af sin magtposition, men han var del af et system, der i årevis har behandlet kvinder i filmbranchen som skidt – som duller der skal nedlægges på lærredet og uden for. Et system af krænkere og ofre med alt for mange stiltiende tilskuere og medløbere. Man kan fjerne Harvey Weinstein fra magten, og det er måske et lille skridt fremad, men uden et opgør med systemet – vil systemet bestå.

Sexisme og enhver form for kvindeundertrykkelse er strukturelt betinget. Det er et direkte resultat af den lave socio-økonomiske status som kvinder lider under i det post-industrielle samfund, der fortsat bærer rundt på værdinormer fra det gamle patriarkat. Der er her tale om et system der konsekvent undervurderer kvindens samfundsmæssig rolle og betydning for økonomien. Kvinden er fortsat til for at understøtte mændenes samfundsvirke

Lige fra underbetaling af de traditionelle kvindefag i sundheds- og omsorgssektoren, til den systematiske underminering af kvinders huslige arbejde og dets betydning for bruttonationalproduktet.

Fra bevarelsen af et uforsvarligt løngab, til bevarelsen af strukturer og normer på arbejdspladsen der forhindrer kvinder i at besidde indflydelsesrige topposter i erhvervslivet.

Fra den omsiggribende seksualisering af kvindens krop, til en instagram-kultur, der udstiller en hel generation af unge kvinder som behagesyge seksualobjekter med trutmund og bare baller.

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, hvordan en ny magtforståelse- og udøvelse, alene, kan bekæmpe sexisme og styrke kvinders samfundsmæssige rolle som myndighedspersoner og topledere.

Der skal tydeligvis flere radikale ændringer til.

Kvinder – arbejdsmarkedets trofaste løntrykkere

Berlingske Business Blog, den 24. februar 2017

I sidste uge kom det frem, at der hersker en grotesk stor ulighed i lønnen for kvinder og mænd i skuespilbranchen.

Én af Danmarks mest populære komikere, Ditte Hansen, fik sig noget af en grim overraskelse da det gik op for hende, at hendes mandlige kolleger fik omkring en tredjedel mere i løn, for samme arbejde. Hun følte sig til grin. Det kan jeg godt forstå.

Da hun bad om en lønforhøjelse blev hun fyret, men blev efterfølgende ansat igen til en højere løn.

Direktøren for Producentforeningen, Klaus Hansen, der repræsenterer en række danske film- og tv-producenter udtalte sig om den manglende ligeløn i branchen:

”Der er en lang række elementer, der er skyld i det her, og der er ikke noget ”quick fix” for det” og ”Vi skal i fællesskab finde årsagerne og debattere, hvordan vi får det ændret.”

Med andre ord, oversat til lige-ud-af-posen dansk: Lad os endelig snakke om det her, men forvent ikke, at vi gider at gøre noget ved det. Det er jo ikke kun os der har et problem.

Jeg er stor tilhænger af den demokratiske dialog.  Men er problemet ikke, at vi i 40 år har diskuteret den manglende ligeløn uden at der er sket markante forbedringer? Skulle vi ikke til at komme videre? Kunne jeg foreslå Klaus Hansen noget mere konkret handling? Hvad med, at film- og tv-producenterne tog mere ansvar for deres forpligtelser i Ligelønsloven, og i samarbejde med Producentforeningen satte sig nogle konkrete mål om at få reduceret det absurde kønsbetingede løngab, som helt åbenlyst stortrives i skuespilbranchen?

På den anden side vil jeg være ærlig og sige, ”Hvorfor i alverden skulle de? ”

Sandheden er, at det er alle tiders fidus at have kvalificerede og kompetente kvinder ansat til lave lønninger. Kvinder er de perfekte løntrykkere, der er med til at holde virksomhedernes lønsummer nede og øge profitniveauet. Det er god forretning.

Jeg har svært ved at se, hvor incitamentet til at lave om på det eksisterende løngab mellem kvinder og mænd skulle komme fra, i et samfund, der overvejende styres af kortsigtede, økonomiske hensyn og, hvor det politiske pres og den organiserede modstand er på et historisk lavpunkt.

Det er ikke kun i det private erhvervsliv, at de kan se fidusen i at lade tingene køre, som de altid har gjort. Det samme gælder for den offentlige sektor, der i de seneste år har ligget under politiske krav om årlige budgetbesparelser og en stram udgiftsstyring. At hæve grundlønnen for de mange kvinder der arbejder i de kvindetunge erhverv så den matcher lønnen i de erhverv, hvor mænd er overrepræsenterede, er ikke ligefrem en prioritet.

Under disse strukturelle forhold der hersker på arbejdsmarkedet, er det overladt til den enkelte kvinde at sørge for at bevise hendes værd i de individuelle lønforhandlingerne. Det er en tung byrde at bære, når man står helt alene over for et forudindtaget system, der fortsat favoriserer mænd.

Det erfarede Ditte Hansen også. Hun skulle først igennem en fyring før hendes krav om ligeløn blev tilgodeset. Hun fik sine krav igennem, men hun er jo også en højt estimeret skuespiller, der kan sælge billetter. Det er det de færreste der er.

Kvinder – arbejdsmarkedets trofaste løntrykkere

Har Ole Andersen og Michael Pram Rasmussen m.fl. dét der skal til for at bane vejen for flere kvindelige topledere i dansk erhvervsliv?

Berlingske Business Blog, den 3. februar 2017

I en artikel i The Wall Street Journal i september 2016, pegede CEO i McKinsey, Dominic Barton, på en række faktorer, der forhindrer, at virksomhederne får succes med at fremme flere kvinder i ledelser. Blandt synderne var manglen på ”courageous leadership” og ”fresh bold thinking”.

Jeg mener, at han rammer hovedet på sømmet. Progressive og modige erhvervsledere er nøglen til den forandringsproces som er nødvendig, hvis vi skal se flere kvinder repræsenteret i toppen af dansk erhvervsliv. Den øverste ledelse skal turde stå i spidsen, ikke kun for strategiske tilpasninger i organisationen, men også for en ny corporate culture, hvor mangfoldighed og rummelighed indgår som integrerede dele i virksomhedens overordnede identitet.

Har vi de erhvervsledere i Danmark? Jeg er selv i tvivl. De fleste direktører og bestyrelsesformænd i Danmark er en del af en generation der er formet og skabt af en virksomhedskultur fra det sidste århundrede, hvor det var selvskrevet, at virksomhedens ”unge håb” var en energisk, ung mand i hvid skjorte og slips, der kunne arbejde til klokken seks, hver dag, alt imens konen havde styr på hjemmefronten.

Som en pensioneret, kvindelige ingeniør, der havde arbejdet i FLSmidth i hele sit liv, åbenhjerteligt tilstod over for mig på en generalforsamling i FLSmidth: ”Det var altid de unge mænd der blev promoveret til lederstillingerne…… Jeg ønskede selv at blive leder, men jeg blev aldrig spurgt.” Sådan var virksomhedskulturen dengang. At dømme ud fra FLSmidths nuværende sammensætning i direktionen, hvor der kun er én kvinde repræsenteret (ud af 7), kunne man frygte, at der ikke er sket de store fremskridt.

Nu er de unge mænd blevet voksne. Nogle af dem er blevet topledere og bestyrelsesformænd. Er det dem der nu skal være de visionære baneførere for en ny type inkluderende og mangfoldig virksomhedsledelse? I realiteten ville det svare til at sætte en håndfuld patriarker til at afskaffe patriarkatet. Det kan man ikke forvente, at der kommer noget banebrydende ud af. Det er måske en del af forklaringen på, at der i dag kun er én kvindelige CEO i C-20 på trods af, at de seneste 10 år har været præget af diverse politiske indgreb og en overflod af gode hensigtserklæringer.

Ser vi på udviklingen i USA er det ikke tilfældigt, at de seneste års fremskridt inden for moderne ledelse og udvikling af nye, rummelige arbejdsmiljøer- og politikker kommer fra virksomheder inden for IT-branchen og de sociale medier, som f.eks. Google, Facebook og Netflix. De styres af relativt unge mennesker og fremdriftige iværksættere, der har gjort innovation og nytænkning til deres varemærke.

Det kunne vi godt bruge lidt mere af i Danmark, især når det gælder om at få flere kvinder op i de øverste lederstillinger. Men, når der er underskud af progressiv ledelse på området, hvordan kommer vi så videre? Vi har jo ikke råd til at vente op til 10 – 20 år, hvor en del af de fremtrædende danske topchefer langt om længe går på pension.

Jeg tror, at vi som udgangspunkt bliver nødt til at erkende, at vi er vidner til et kæmpe ledelsesmæssigt svigt, for så vidt angår flere kvinder i ledelser. Der bliver ganske enkelt ikke leveret på bundlinjen. Det er utilfredsstillende når topcheferne i C-20 virksomhederne tror, at de kan komme af sted med at løse problemet ved at udpege én til to kvinder i bestyrelserne, hvorefter de kan beskæftige sig med andre vigtigere ting.

Det kan gøres bedre. Derfor ligger der, mere end nogen sinde, et ansvar blandt virksomhedernes aktionærer og stakeholders, om at stille krav til en mere visionær og handlekraftig ledelse på området.

Har Ole Andersen og Michael Pram Rasmussen m.fl. dét der skal til for at bane vejen for flere kvindelige topledere i dansk erhvervsliv?