Drop nu fløjshandskerne overfor Dansk Folkeparti

Artikel i Politiken den 4. januar 2011

Igen i år blev Poul Nyrups bemærkning om Dansk Folkepartis ”stuerenhed” aktuel, da det kom frem, at man på venstrefløjen langt fra har en afklaret holdning til spørgsmålet om Dansk Folkepartis politiske tilhørsforhold. Politiken kunne i en række indlæg vise, at der ligefrem hersker en klar modvilje hos venstrefløjen i Danmark til at acceptere Dansk Folkeparti som et parti på den yderste højrefløj –i modsætning til de øvrige europæiske socialister.

Det er helt fint, at Politiken gransker i venstrefløjens uklare tøven over for Dansk Folkeparti og i den tilsyneladende interne partipolitiske modstrid der nu og da dukker op til overfladen. Problemstillingen er bestemt relevant. Problemet er bare, at det langt fra er et isoleret problem i venstrefløjens lejr. Stiller man spørgsmålet om Dansk Folkepartis politiske tilhørsforhold til Venstre eller Konservativ Folkeparti, vil man da heller ikke her få et klart svar. Kunne man forestille sig, at regeringen åbent indrømmede, at de i snart ti år har styret landet med fast støtte fra et nationalt populistisk parti på den yderste højrefløj, som en stor del af deres demokratiske partifæller i EU for længst har fordømt og taget afstand fra? Næppe.

Og, hvad så med pressen i Danmark? Det er langt fra kun de politiske partier der har svært ved at acceptere Dansk Folkeparti som et fremmedfjendsk parti på den yderste højrefløj. Pressen her hjemme er lige god om legen. De landsdækkende aviser har så meget magt, at såfremt der var en reel interesse for at få undermineret Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik, skulle dette nok kunne lade sig gøre i en eller anden udstrækning. De gør det bare ikke. Tværtimod er de danske avisers forholdsvis ukritiske holdning med til at understøtte den kæmpe fremgang som partiet har nydt godt af i de seneste år. Lad mig blot nævne et eksempel.

Europaparlamentsvalget i juni 2009 blev en sejr for den yderste højrefløj i Europa, som stormede frem i de fleste europæiske lande. I Danmark fik Dansk Folkeparti alene 16 % af stemmerne. Mediedækningen var dog væsentlig forskellig i Danmark i forhold til resten af Europa. Hvorimod den udenlandske presse forholdte sig stærkt kritisk over for den yderste højrefløjs fremgang – f.eks. stillede den anerkendt britiske avis The Guardian sine læsere spørgsmålet “Is fascism om the march again?” og i artiklen “Elections in Europe: meanwhile across the channel” blev den samlede gruppe af nationalpopulistiske partier, herunder Dansk Folkeparti, betegnet ligeud som neo-fascister og racister. Et noget bastant sprog og en skarp kritisk afstandstagen, som vi slet ikke er vant til her i Danmark. Her hjemme var de landsdækkende aviser derimod langt mere tilbageholdende med kritiske røster. Her var fokus en ganske anden. Aviserne var langt mere optaget af at lade sig rive med af den overvældende rus af sejr, som Dansk Folkepartis unge spidskandidat, Morten Messerschmidt skabte efter, at han ved valget fik næsten 300.000 personlige stemmer. Fokus blev hurtigt lagt på at beskrive det nye politiske stortalent og gisne sig frem til, hvordan hans personlige valgsejr på sigt kunne bane vejen for et nyt spændende magtopgør i partiet. At manden tidligere er blevet straffet for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf blev der ikke så meget som skævet til. Det var kun med til at understrege hans ukuelige vilje til sejr og hans evne til at komme igen. Der blev ikke på noget som helst tidspunkt rejst spørgsmålet, hvordan det kunne være, at næsten 300.000 danskere personligt havde sat deres kryds ved en kandidat der tilhører et parti, som en del af den øvrige europæiske presse, og nu de europæiske socialister, betegner som et højrenationalistisk fremmedfjendsk parti.

De danske aviser kan godt begynde at tage fløjlshandskerne af og skrive noget troværdigt, analytisk journalistik, der for alvor stiller spørgsmålstegn ved Dansk Folkepartis profilering som midterparti, der tilfældigvis bare har en stram udlængepolitik. Selvom Morten Messerschmidt i Politiken den 5. november har prøvet at tage afstand fra de øvrige nationalistiske, fremmedfjendske partier på den yderste højrefløj i Europa, er der simpelthen for mange ting der binder Dansk Folkeparti med disse partier. En gennemgang af deres politiske programmer og grundlæggende værdinormer viser, at de kæmper for samme sag og i store træk benytter sig af samme politiske virkemidler. På trods af nuanceforskelle – de kan bla. ikke nå til enighed om, hvilken race der udgør de største samfundssnyltere – vil jeg pege på 6 uomgængelige fællesstræk: 1. Den grundlæggende ideologi rodfæstes i en stærk nationalisme og en fremhævelse og styrkelse af den nationale kulturarv og en overvejende søgen tilbage til gamle dyder, som modreaktion til globaliseringen. 2. En stærk og medrivende populistisk retorik, der appellerer til folks primære drifter, som behovet for tryghed og frygt for det ukendte. 3. Retspolitikken og anti-korruptionsbekæmpelsen er højt prioriteret. 4. En stærk fremmedfjendsk profil og udpegning af bestemte racegrupper som samfundssnyltere 5. Der arbejdes for en minimalstat med en social profil og en økonomisk politik der tilgodeser et vist omfang af sociale investeringer til fordel for fællesskabet og nationen. 6. En klar afstandstagen til alle forsøg på at placere dem på den yderste højrefløj, med den begrundelse, at deres politik er “klasseløs” og repræsenterer de almindelige lønmodtageres, såvel som erhvervslivets interesser.

Derfor er det mere end nogensinde oplagt at spørge Politiken om, hvordan avisen egentlig selv betragter Dansk Folkeparti. Det er ikke et spørgsmål om Politiken er for eller imod Dansk Folkeparti. En avis skal altid bestræbe sig på analytisk objektivitet. Jeg vil blot gerne vide, om Politiken er enig, eller uenig i, at Dansk Folkeparti er et parti på den yderste højrefløj. Lad os dog få en klar udmelding. Det synes jeg Politiken skylder sine læsere.