Danmark halter bagefter Norge

Politiken, søndag den 29. oktober 2017

Women-Leadership-600x304

Charlotte Rønhof (CR), underdirektør i DI, har for tiden travlt med at udbrede budskabet om, at det går fortræffeligt med at fremme kvinder til ledende poster i dansk erhvervsliv.

I Politiken den 22. oktober, hævder CR, ”… at Danmark i den grad giver Norge baghjul, når det kommer til at opbygge en fødekæde til bestyrelsesposterne.”

Norge er ifølge CR et godt eksempel på, at kvoter ikke virker som middel til at fremme kvinder til ledende poster i erhvervslivet. Det bygger hun på tal fra Norges statistik der viser, at andelen af kvindelige CEO’er i de kvoteomfattede ASA-selskaber kun udgør 7,0%, hvilket er det samme niveau som i 2012. I AS-selskaberne, der ikke er omfattet af kvotelovgivningen, udgør andelen af kvindelige CEO’er 16%, hvilket er en stigning fra 14% siden 2012, og det er beviset på, at kvoterne ikke virker.

CRs fortolkning af virkeligheden og fakta er påfaldende.

Faktum er, at Norge kan fremvise langt mere imponerende resultater end Danmark, både i forhold til kvindernes repræsentation i bestyrelser, såvel som for andelen af kvindelige ledere i virksomhedernes organisationer.

Ser vi på andelen af kvinder i bestyrelserne i ASA-selskaberne udgør de 42,1% (2017) mod 31% i de danske C-20 virksomhederne (kilde: Aktionærforeningen Best.Women, september 2017). Andelen af kvinder i de største børsnoterede danske virksomheder er dog langt lavere, idet de kun udgør 15,9% (Erhvervsstyrelsen, august 2016).

Kvotelovgivningen i Norge har altså skabt ligestilling i bestyrelserne i de største norske virksomheder, hvorimod der er lang vej endnu for Danmark.

Også i forhold til kvinder i ledende stillinger, samlet set, overgås Danmark af Norge. I OECD’s seneste måling fra august i år (2015-tal) udgør kvinder i ledende stillinger i Norge ca. 36% til sammenligning med Danmarks ca. 26%. I den forbindelse skal det siges, at Danmark ikke kun halter efter Norge, men også ligger langt under OECD gennemsnittet. Det er ikke ligefrem opmuntrende læsning.

Det virker derfor virkelighedsfjernt når CR hævder, at Danmark giver Norge baghjul, når vi på alle punkter halter bagefter.

Hvis vi skal op på niveau med Norge og følge med den rivende udvikling i de øvrige OECD-lande, mener jeg, at vi ikke kan komme uden om en stramning af den eksisterende lovgivning, som har vist sig at være for slap.

DI vil dog aldrig nå frem til den erkendelse.

DI er så forhippet på at bekæmpe enhver regulering af erhvervslivet, at det overskygger rationelle argumenter for, hvad der gavner erhvervslivet og samfundet – nemlig bekæmpelse af vanetænkning og indspisthed til fordel for reel ligestilling og udvikling af hele talentmassen.

DI’s tilgang til samfundsansvar tilhører en verden af i går

Berlingske Business Blog, den 28. april 2017

I påskeferien bragte Berlingske Tidende et interview med DI’s direktør, Karsten Dybvad, der præsenterede DI’s forslag til en ny globaliseringspulje. Formålet med puljen, som op til 2025 skal udgøre 20 mia. kr. årligt, er at sætte gang i investeringer i forskning, uddannelse og digitalisering for at ruste dansk økonomi til de udfordringer som den nye robotteknologi vil føre med sig.

Karsten Dybvad sagde bl.a.:

”Vi er alle sammen udfordret, og vi risikerer at komme for sent, så vi ikke når at gribe de muligheder, der ligger i den digitale udvikling. I USA har en alt for stor del af den amerikanske arbejdsstyrke ikke oplevet nogen velstandsstigning. Efter at de er blevet fyret fra en fabrik, står de uden uddannelse og uden mulighed for videreuddannelse. Det skal vi undgå, derfor foreslår vi det her.”

Jeg synes at det er overordentligt positivt, at DI åbent erkender, at den nye robotteknologi kan medføre et kæmpe tab af arbejdspladser i Danmark, hvis der ikke handles ansvarligt i tide. Det er godt med ærlig snak. Det er også godt, at DI peger på de rigtige løsningsmodeller, i form af mere uddannelse og forskning som vejen frem.

Problemet opstår når talen falder på, hvem der skal betale regningen.  I DI’s finansieringsmodel skal pengene hives ind ved en omfordeling af de eksisterende offentlige midler. Nedskæringer i udgifter til førtidspensioner, en omlægning af SU’en på kandidatdelen til lån (vil det øge andelen af højt kvalificeret arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger?), en hurtigere indfasning af forhøjelsen af pensionsalderen og besparelser på 10. klasse.

Med andre ord lægges omkostningerne ved investeringer i strukturelle tilpasninger hovedsageligt over på lønmodtagerne, ved bl.a. velfærdsforringelser og krav om længere tid på arbejdsmarkedet. Selv bidrager erhvervslivet ikke med en pind til finansieringen – udover gode ideer. En ligelig fordeling af samfundsansvarets byrder? Nej, vel.

Nu havde jeg heller ikke lige frem forestillet mig, at DI ville foreslå en stigning i selskabsskatten for at udvise mere direkte samfundsansvar, men det hænger ganske enkelt ikke sammen, at det offentlige, alene, og via besparelser, skal bære merudgifterne ved omstruktureringer som følge af robotteknologi. Og i særdeleshed ikke, når vi tager i betragtning, at det er erhvervslivet der primært kommer til at tjene styrtende med penge som følge af den nye robotteknologi ved bl.a. produktivitetsstigninger og gennemgribende effektiviseringer og omkostningsreduktioner. Med de foreslåede skattelettelser som DI giver erhvervslivet i 2025-planen, kan DI’s udspil meget vel ende med at øge uligheden i samfundet.

Selvfølgelig skal vi have skat på robotter

DI’s udspil er derved ikke i tråd med de nye globale tendenser inden for ”inclusive capitalism”, som opfordrer virksomheder til at gøre en aktiv indsats for at bekæmpe social og økonomisk ulighed ved at bidrage til samfundsudviklingen ved bl.a. etiske investeringer med et langsigtet perspektiv. I et interview i Bloomberg i december 2016 udtalte Lynn Forester de Rothschild, der er grundlægger af den inklusive kapitalisme, at det er virksomhedernes opgave at sørge for, at den sociale ulighed i samfundet ikke vokser ved at tage ansvar for bedre arbejdsvilkår, retfærdige lønninger osv. og at alt overskuddet ikke alene tilfalder aktionærerne, men reinvesteres i samfundet.

På den baggrund er det ikke en underdrivelse at sige, at DI’s tilgang til samfundsansvar tilhører en verden af i går.

DI’s tilgang til samfundsansvar tilhører en verden af i går