Om Støjberg, stærke kvinder og, hvor galt det kan gå når kvinder vil lede som mænd

Berlingske Business, tirsdag den 13. juni 2017

”What a guy!”udråbte den amerikanske komiker, Mel Brooks, da han i et TV-show skulle svare på et spørgsmål fra et britisk publikum om, hvad han syntes om Queen Victoria.

Det var for sjov. Men i virkeligheden ligger der en dybtgående og sårende sandhed i svaret.

Kvinder har gennem tiden måtte undertrykke deres kvindelighed og tilegne sig maskuline karaktertræk, for at blive respekteret som ligeværdige ledere i patriarkatets magtcentrum.

Dansk politik har ikke ligefrem manglet kandidater. Jeg tænker på markante og kontroversielle kvinder som Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg – bare for at nævne nogle eksempler.

Apropos Inger Støjberg, som for tiden befinder sig i orkanens øje. Hun har i sin tid som udlændinge- og integrationsminister markeret sig ved sin stejlhed og kompromisløshed i håndteringen af flygtningekrisen. Med en lovpakke i 2016, der gav vidtgående stramninger på flygtningeområdet (hvem husker ikke smykkeloven?) satte hun sin signatur som en benhård realpolitiker, der tør at gå linen ud, til kanten af loven, for at nå sit mål. Måske endda ud over kanten? Det vil tiden vise.

For nogen indgyder den slags målrettede styrke den dybest respekt – specielt når det kommer fra en kvinde i en mandsdomineret verden.

Det er til at forstå. Men er styrke altid en værdi i sig selv? For mig er det ikke. Det afgørende er, hvad man bruger sin styrke til. Der er politikere, der bruger deres styrke til at bygge broer, skabe nye fællesskaber og forene mennesker. Og så er der dem, der bruger deres råstyrke til at rive ned. At opstille forhindringer. At adskille mennesker.

Én af efterkrigstidens mest fremtrædende bulldozerkvinder, Margaret Thatcher, dedikerede hele sit politiske liv til at rive ned. Hun indledte sin karriere som minister, da hun i 1971, som en del af besparelser på undervisningsområdet, afskaffede den gratis skolemælk, der ramte fattige familier. Under sin tid som premierminister gennemførte hun omfattende privatiseringer og liberaliseringer, der på kort tid forvandlede det britiske samfund fra noget der mindede om en velfærdsstat til en minimalstat med en voksende ulighed, som vi i dag ser de alvorlige konsekvenser af.

Ja, Margaret Thatcher var en stærk kvinde, og havde i nogle år sine beundrere og politiske efternølere blandt kvindelige politikere, fordi hun fremstod som en benhård, kvindelig leder i en mandsdomineret verden.

Men hendes tid er forbi.

I Europa ser vi heldigvis i dag en ny generation af kvindelige politikere, der hviler i sig selv og deres kvindelighed. Unge politikere som bl.a. EU’s udenrigschef Federica Mogherini og Sveriges kompetente finansminister, Magdalena Andersson. Deres styrke ligger ikke i stejl bulldozeradfærd, der skal leve op til forudbestemte, maskuline værdinormer for god politisk lederskab. Deres styrke hviler i høj faglighed, intellektuel styrke, vedholdende og rolig dialog.

Det er dé værdier der indgyder respekt og anerkendelse.