Derfor skal loven om flere kvinder i ledelse strammes op

Berlingske Business Blog, torsdag den 5. oktober 2017

Til december er det 5 år siden, at Lov om flere kvinder i ledelse og bestyrelser blev vedtaget. Loven, der har til formål at øge andelen af kvinder i ledelser i de største danske virksomheder skal nu til eftersyn.

Har loven virket efter hensigten? Skal kravene sænkes, eller er der behov for yderligere regulering?

En model lige efter erhvervslivets hoved

Svaret på de spørgsmål kommer selvfølgelig an på, hvem man spørger. Den 14. september udtalte underdirektør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, følgende: ”Man kan jo altid ønske sig at det går hurtigere, med det går faktisk rigtigt godt med at få flere kvinder ind i det danske erhvervsliv.”

DI er altså tilfreds med loven og, hvorfor skulle DI ikke være det? Loven, der baserer sig på frivillighed, er en sand letvægter i forhold til de kvotemodeller der er afprøvet i EU.

Jo vist er der blevet stillet krav til erhvervslivet om at fastsætte måltal, men kravene er ikke bindende og der har ikke på noget tidspunkt været anvendt sanktionsmidler mod de virksomheder, der ikke har kunne leveret resultater. Med andre ord er der her tale om en lov, der er skruet helt sammen på erhvervslivets egne præmisser.

Nu synes jeg ikke, at der er noget principielt galt med, at erhvervslivet får det som erhvervslivet vil have det. Det må det meget gerne for min skyld, hvis virksomhederne til gengæld lever op til samfundets forventninger om, at der bliver skabt synlige resultater. Det mener jeg ikke, at erhvervslivet har gjort.

Lad os kigge på tallene.

Samlet set en sløv udvikling

I dag udgør andelen af generalforsamlingsvalgte kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de børsnoterede danske virksomheder 15,9 % (kilde: Erhvervsstyrelsen, august 2016), til sammenligning med 9,6 % i 2012. Der er tale om en stigning, men en lille en af slagsen. En stor del af stigningen kan tilskrives udviklingen i C20 virksomhederne, hvor andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer i dag udgør 31% –  til sammenligning med 17,4 % i 2013 (kilde: Aktionærforeningen BestWomen). Det er meget positivt. Men meget tyder på, at udviklingen i C-20 virksomhederne ikke har haft den afsmittende, rollemodeleffekt på de øvrige virksomheder, som man måske kunne have håbet på.

Det er også værd at fremhæve, at på trods af den imponerende udvikling i C-20, ligger den samlede andel på 31 % kvindelige bestyrelsesmedlemmer langt under den opnåede andel på 40 % kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de største børsnoterede virksomheder i Frankrig og Norge, som jo har indført kønskvoter.

Der, hvor loven virkeligt har fejlet er i forhold til andelen af kvindelige direktionsmedlemmer. Det var ellers ét af formålene med loven at øge andelen af kvindelige topledere i erhvervslivet, for på den måde, at sikre en solid rekrutteringsbase for fremtidige kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Med andre ord at skabe et selvkørende system, fri for statslig regulering. Det har ikke været tilfældet. I DI’s egen analyse fra januar 2017, omfattende 3.000 danske virksomheder med over 50 ansatte, er andel af kvindelige VP’er steget fra ca. 19 % i 2012 til 21 % i 2015 og andelen af kvindelige CEO’er fra ca. 9 % til 12 % i samme periode.

I den seneste opfølgning på loven fra marts 2017 foretaget af Deloitte, fremgår det, at 36 % af virksomhederne aldrig har udarbejdet politikker for at fremme flere kvinder i ledelser. Det forhold kan være med til at forklare, hvorfor udviklingen ikke for alvor har taget fart.

Ser vi alene på C-20 virksomhederne med deres betydelige HR-ressourcer og internationale udsyn, er udviklingen i de seneste 4 år gået direkte i stå. Andelen af kvindelige direktionsmedlemmer udgør pr. september 2017 sølle 11 % (kilde: Aktionærforeningen Bestwomen) – præcis det samme tal som i 2013.

At hævde, at ”det går faktisk rigtigt godt” som DI gør, er derfor for uambitiøst.

Hvordan kommer vi videre?

Hvis vi skal begynde at se synlige fremskridt inden for en overskuelig fremtid, mener jeg, at vi ikke kan komme uden om en stramning af loven, i form af mere bindende krav. Vi må indse, at frivilligheden ikke har givet de bedste resultater. Det kan, og skal gøres bedre. Her er 3 konkrete bud på, hvordan loven kan blive langt mere resultatskabende:

  • Erstat de frivillige måltal med et bindende måltal på mindst 40 % af begge køn i bestyrelserne i de virksomheder, der er omfattet af loven, med angivelse af en tidshorisont. Det vil hæve ambitionsniveauet og skabe øget fokus i arbejdet med at rekruttere kvindelige bestyrelsesmedlemmer.
  • Gør det lovpligtigt for samme virksomheder at sætte et individuelt bestemt måltal for andelen af kvinder i den øverste driftsledelse (executive management) med angivelse af en tidshorisont for målopfyldelsen.
  • Virksomhedernes indsatser med at fremme flere kvinder i de øverste ledelsesposter skal synliggøres over for aktionærer, kunder, offentlige myndigheder og øvrige interessenter. Det skal være lovpligtigt at rapportere på fælles, men få, indikatorer i årsrapporten, der skaber sammenlignelighed på tværs af erhvervslivet og øger kendskabet til best-practice på området.

At øge andelen af kvinder i bestyrelser og ledelser er en samfundsmæssig opgave, som kun kan løftes i fællesskab. Det er virkelighedsfjernt at tro, at loven, alene, kan skabe ligestilling i erhvervslivets topledelser. Det kan den selvfølgelig ikke, selvom det er et vigtigt og nødvendigt redskab for forandring. Vi bliver nødt til at understøtte den udvikling, der foregår ude i virksomhederne ved at rette op på de indgroede strukturelle uligheder på arbejdsmarkedet. Dette kan gøres ved bl.a. investeringer i bedre offentlige børnepasningsordninger og med anden lovgivning som øremærket barsel for mænd.

Dog kan erhvervslivet ikke løbe fra sit kæmpe ansvar. Og går udviklingen al for langsom bliver samfundet nødt til at stramme op på kravene. Vi har ikke råd til at lade vær.

Danmark slækker på krav til kvoter

Den 14. november besluttede EU-Kommissionen at sætte et måltal på 40 procent kvinder i de børsnoterede selskabers bestyrelser inden 2020. En historisk dag for Europas kvinder – ikke mindst for danske kvinder – som i dag kun udgør 6,5 procent af medlemmerne i de danske børsnoterede selskabers bestyrelser (uden medarbejderrepræsentanter).

Det er godt, at der nu i fællesskab skal arbejdes på at fremme samhørigheden på ligestillingsområdet i EU-landene. Alle kvinder, som mænd, med kompetencerne i orden, skal selvfølgelig have lige muligheder for at gøre karriere i erhvervslivet og have krav på en lige behandling, uanset hvilket EU-land, de vælger at gøre karriere i.

EU har fastlagt de overordnede rammer. Nu er det op til medlemslandene at iværksætte de nødvendige foranstaltninger, og udpege relevante sanktioner for at målet om 40 procent kvinder i de børsnoterede selskabers bestyrelser kan nås inden 2020.

Hvor efterlader det Danmark? Ligestillingsminister Manu Sareen (R) fremlagde i sidste måned et lovforslag om at fremme kvinders repræsentation i de børsnoterede danske selskabers bestyrelser, ved at pålægge de ca. 1.100 største danske virksomheder at udarbejde frivillige måltal og rapportere på disse.

Manu Sareens lovforslag om frivillige måltal lever på ingen som helst måde op til EU’s stramme krav om et mindstemål på 40 procent kvinder i 2020.

Mere end gode intentioner

Selv har Manu Sareen udtalt, at han ikke går op i måltal. Det bliver han nødt til nu. I forhold til de øvrige EU-lande, halter Danmark i forvejen bagud.

Hvis vi skal nå målet i 2020, er der ingen vej uden om end at stille dansk erhvervsliv et bindende måltal på 40 procent. Sker det ikke, kommer vi endnu en gang ud i en situation, hvor vi får en masse gode hensigtserklæringer fra erhvervslivet uden de store resultater. Det kan vi ikke bruge til noget.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, om ligestillingsministeren har tænkt sig at gå videre med sit lovforslag, sådan som forslaget ser ud i dag, eller om der bliver tilføjet et nyt krav om et måltal på 40 procent med sanktioner for at sikre, at EU’s krav bliver tilgodeset?

Link til artikel i Information d. 29. november 2012