DI’s tilgang til samfundsansvar tilhører en verden af i går

Berlingske Business Blog, den 28. april 2017

I påskeferien bragte Berlingske Tidende et interview med DI’s direktør, Karsten Dybvad, der præsenterede DI’s forslag til en ny globaliseringspulje. Formålet med puljen, som op til 2025 skal udgøre 20 mia. kr. årligt, er at sætte gang i investeringer i forskning, uddannelse og digitalisering for at ruste dansk økonomi til de udfordringer som den nye robotteknologi vil føre med sig.

Karsten Dybvad sagde bl.a.:

”Vi er alle sammen udfordret, og vi risikerer at komme for sent, så vi ikke når at gribe de muligheder, der ligger i den digitale udvikling. I USA har en alt for stor del af den amerikanske arbejdsstyrke ikke oplevet nogen velstandsstigning. Efter at de er blevet fyret fra en fabrik, står de uden uddannelse og uden mulighed for videreuddannelse. Det skal vi undgå, derfor foreslår vi det her.”

Jeg synes at det er overordentligt positivt, at DI åbent erkender, at den nye robotteknologi kan medføre et kæmpe tab af arbejdspladser i Danmark, hvis der ikke handles ansvarligt i tide. Det er godt med ærlig snak. Det er også godt, at DI peger på de rigtige løsningsmodeller, i form af mere uddannelse og forskning som vejen frem.

Problemet opstår når talen falder på, hvem der skal betale regningen.  I DI’s finansieringsmodel skal pengene hives ind ved en omfordeling af de eksisterende offentlige midler. Nedskæringer i udgifter til førtidspensioner, en omlægning af SU’en på kandidatdelen til lån (vil det øge andelen af højt kvalificeret arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger?), en hurtigere indfasning af forhøjelsen af pensionsalderen og besparelser på 10. klasse.

Med andre ord lægges omkostningerne ved investeringer i strukturelle tilpasninger hovedsageligt over på lønmodtagerne, ved bl.a. velfærdsforringelser og krav om længere tid på arbejdsmarkedet. Selv bidrager erhvervslivet ikke med en pind til finansieringen – udover gode ideer. En ligelig fordeling af samfundsansvarets byrder? Nej, vel.

Nu havde jeg heller ikke lige frem forestillet mig, at DI ville foreslå en stigning i selskabsskatten for at udvise mere direkte samfundsansvar, men det hænger ganske enkelt ikke sammen, at det offentlige, alene, og via besparelser, skal bære merudgifterne ved omstruktureringer som følge af robotteknologi. Og i særdeleshed ikke, når vi tager i betragtning, at det er erhvervslivet der primært kommer til at tjene styrtende med penge som følge af den nye robotteknologi ved bl.a. produktivitetsstigninger og gennemgribende effektiviseringer og omkostningsreduktioner. Med de foreslåede skattelettelser som DI giver erhvervslivet i 2025-planen, kan DI’s udspil meget vel ende med at øge uligheden i samfundet.

Selvfølgelig skal vi have skat på robotter

DI’s udspil er derved ikke i tråd med de nye globale tendenser inden for ”inclusive capitalism”, som opfordrer virksomheder til at gøre en aktiv indsats for at bekæmpe social og økonomisk ulighed ved at bidrage til samfundsudviklingen ved bl.a. etiske investeringer med et langsigtet perspektiv. I et interview i Bloomberg i december 2016 udtalte Lynn Forester de Rothschild, der er grundlægger af den inklusive kapitalisme, at det er virksomhedernes opgave at sørge for, at den sociale ulighed i samfundet ikke vokser ved at tage ansvar for bedre arbejdsvilkår, retfærdige lønninger osv. og at alt overskuddet ikke alene tilfalder aktionærerne, men reinvesteres i samfundet.

På den baggrund er det ikke en underdrivelse at sige, at DI’s tilgang til samfundsansvar tilhører en verden af i går.

DI’s tilgang til samfundsansvar tilhører en verden af i går

 

 

 

 

 

 

 

 

Selvfølgelig skal vi have skat på robotter

Berlingske Business Blog, den 13. marts 2017

Bill Gates er en klog mand. Det fik vi endnu en gang beviset på da han i sidste måned foreslog en skat på robotter.

Hvordan beskatningen skal udmøntes mere konkret, kan selvfølgelig altid diskuteres, men essensen af hans forslag er, at erhvervslivet skal tage mere socialt ansvar ved at bidrage til finansieringen af det kæmpe hul i statskasserne der bliver en realitet når robotterne, i hobbesvis, kommer til at erstatte menneskelig arbejdskraft.

Indtil videre peger undersøgelser lavet af bl.a. McKinsey (febr., 2017) på, at ca. 42 % af samfundets erhverv vil komme til at nedlægge mere end halvdelen af deres arbejdspladser ved at indføre den seneste arbejdsbesparende teknologi. På verdensplan vil det betyde, at milliarder af mennesker vil stå uden jobs inden for relativt kort tid.

Dét jeg synes der er bekymrende er, at McKinsey rapporten antyder, at følgevirkningen af den forventede teknologi kan sætte fuldt ind meget tidligere end man hidtil havde regnet med, f.eks. allerede inden 2035. Det passer også med, hvad der blev udmeldt i en session fra World Economic Forum i Davos i år, hvor repræsentanter fra IT-branchen var samlet for at drøfte de samfundsmæssige konsekvenser af den nye robotteknologi. De var selv overraskede over, hvor hurtigt udviklingen går.

Når den nye robotteknologi nærmer sig med så hastige skridt er det fuldstændigt umuligt for samfundet at tilpasse sig strukturelt uden at blive ramt af følgevirkningerne af teknologisk arbejdsløshed. Det kan i den nærmeste fremtid komme til at betyde ekstra milliardregninger til efteruddannelse, omskoling, udbygning af nye uddannelser, arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale ydelser.

Det er ikke kun urimeligt, men også helt utopisk at forvente, at merudgifterne alene kan finansieres af det offentlige. Erhvervslivet må tage sin del af ansvaret.

En skat på robotter vil ikke, som det antydes af CEPOS-økonomen, Mads Lundby Hansen, hæmme virksomhedernes lyst til at investere i tekniske fremskridt, netop fordi virksomhederne ved, at de under alle omstændigheder kan tjene styrtende med penge ved at indføre den arbejdsbesparende robotteknologi.

Derfor er det nødvendigt, at noget af overskuddet fordeles videre ude i samfundet for at bekæmpe den voksende social ulighed, der kan blive en trussel mod samfundets økonomiske og politiske sammenhængskraft. Hvad skal virksomhederne i øvrigt stille op med deres enorme overskud, hvis resten af økonomien er forkrøblet som følge af høj arbejdsløshed og social ustabilitet? Det kommer der ikke meget nyinvestering ud af. Uden efterspørgsel og købekraft vil økonomien gå fuldstændig i stå. Alle vil blive ringere stillet.

Er der virkeligt nogen der ønsker det?