DK halter i ny ligestillingsrapport trods lille fremgang

Berlingske Business Blog, mandag den 6. november 2017

Den 2. november offentliggjorde World Economic Forum sin årlige rapport, The Global Gender Gap Report for 2017. Rapporten forsøger at benchmarke ligestillingen mellem kønnene i 144 lande ud fra nøje udvalgte indikatorer inden for arbejdsmarked, sundhed og uddannelse samt repræsentation i politiske ledelser.

https://www.weforum.org/reports/the-global-gender-gap-report-2017

images_wef_debat

I 2017 lander Danmark på en 14. plads. Det er en lille fremgang i forhold til 2016, hvor Danmark lå på en 19. plads. Det er positivt, at det går fremad. Men Danmark har nu også meget at indhente, hvis vi skal tilbage på 6. pladsen, hvor vi lå i 2006.

Hvorfor klarer Danmark sig ikke bedre på ligestillingsområdet, på trods af, at vi er i rigt samfund med en relativ høj velfærd?

Rapporten viser, at Danmark fortsat et foregangsland når det gælder om at skabe lige muligheder for mænd og kvinder på uddannelsesområdet. Dette, på trods af, at valg af studiefag på de videregående uddannelser fortsat er alt for kønsbestemte. Og når det gælder kvinders deltagelse og repræsentation i politik er der i de seneste år sket fremgang, hvilket tæller positivt i den samlede vurdering.

Der, hvor Danmark virkelig halter bagud er inden for området ”økonomisk deltagelse og muligheder”. Området dækker over indikatorer for kvinders adfærd og status på arbejdsmarkedet, herunder kvinders repræsentationer i bestyrelser og ledelser, deling af barsel og deltidsarbejde samt måling af løngabet. I 2017 er Danmark faldet fra en 34. plads til en 36. plads. For så vidt angår kvinder i bestyrelser og ledelser rangerer Danmark på en 80. plads. I forhold til ligeløn ligger Danmark på en 39. plads, hvilket repræsenterer et fald fra en 29. plads i 2016.

Udviklingen er dybt bekymrende. Økonomisk ligestilling er kernen i social accept og en forudsætning for kvinders samfundsmæssig ligeværd. Kvinders økonomiske afhængighed af mænd, som følge af lave lønninger og deltidsarbejde, og fravær fra samfundets beslutningsdygtige positioner er med til at fastholde kvinder som ”det andet køn” og udgør en bremseklods for reel ligestilling.

Udviklingen er bekymrende, men langt fra overraskende. Skiftende regeringer har ikke magtet at gennemføre politikker der understøtter kvinders økonomiske status i det danske samfund – en sammenhængende familiepolitik, herunder øremærket barsel og investeringer i bedre børnepasning, en konsekvent kvotepolitik for at øge andelen af kvinder i bestyrelser i erhvervslivet, initiativer der fremmer kvinders valg af de tekniske uddannelser, og ikke mindst tiltag der fremmer ligeløn på tværs af sektorer.

Dertil kommer, at flere års besparelser i den offentlige sektor og skattelettelser har medvirket til at øge den økonomiske ulighed blandt kønnene eftersom danske kvinder er overrepræsenterede i statistikkerne for bl.a. langtidsledighed, deltidsarbejder og langtidssygemeldinger.

Én af rapportens konklusioner er, at der er store gevinster at høste ved at fremme ligestillingen i samfundet. Man har bl.a. estimeret, at ved at skabe mere ligestilling kan Storbritanniens BNP stige med ca. 250 mia. dollars, for USA giver en tilsvarende beregning en stigning i BNP på ca. 1.750 mia. dollars.

I forhold til Danmark kunne man nemt lave en tilsvarende beregning af gevinsterne ved bl.a. at gøre noget aktivt for at lukke det voksende løngab og forbedre kvinders muligheder på arbejdsmarkedet.

Jeg er sikker på, at der også her ikke ville være tale om småbeløb.

 

Selvfølgelig skal vi have skat på robotter

Berlingske Business Blog, den 13. marts 2017

Bill Gates er en klog mand. Det fik vi endnu en gang beviset på da han i sidste måned foreslog en skat på robotter.

Hvordan beskatningen skal udmøntes mere konkret, kan selvfølgelig altid diskuteres, men essensen af hans forslag er, at erhvervslivet skal tage mere socialt ansvar ved at bidrage til finansieringen af det kæmpe hul i statskasserne der bliver en realitet når robotterne, i hobbesvis, kommer til at erstatte menneskelig arbejdskraft.

Indtil videre peger undersøgelser lavet af bl.a. McKinsey (febr., 2017) på, at ca. 42 % af samfundets erhverv vil komme til at nedlægge mere end halvdelen af deres arbejdspladser ved at indføre den seneste arbejdsbesparende teknologi. På verdensplan vil det betyde, at milliarder af mennesker vil stå uden jobs inden for relativt kort tid.

Dét jeg synes der er bekymrende er, at McKinsey rapporten antyder, at følgevirkningen af den forventede teknologi kan sætte fuldt ind meget tidligere end man hidtil havde regnet med, f.eks. allerede inden 2035. Det passer også med, hvad der blev udmeldt i en session fra World Economic Forum i Davos i år, hvor repræsentanter fra IT-branchen var samlet for at drøfte de samfundsmæssige konsekvenser af den nye robotteknologi. De var selv overraskede over, hvor hurtigt udviklingen går.

Når den nye robotteknologi nærmer sig med så hastige skridt er det fuldstændigt umuligt for samfundet at tilpasse sig strukturelt uden at blive ramt af følgevirkningerne af teknologisk arbejdsløshed. Det kan i den nærmeste fremtid komme til at betyde ekstra milliardregninger til efteruddannelse, omskoling, udbygning af nye uddannelser, arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale ydelser.

Det er ikke kun urimeligt, men også helt utopisk at forvente, at merudgifterne alene kan finansieres af det offentlige. Erhvervslivet må tage sin del af ansvaret.

En skat på robotter vil ikke, som det antydes af CEPOS-økonomen, Mads Lundby Hansen, hæmme virksomhedernes lyst til at investere i tekniske fremskridt, netop fordi virksomhederne ved, at de under alle omstændigheder kan tjene styrtende med penge ved at indføre den arbejdsbesparende robotteknologi.

Derfor er det nødvendigt, at noget af overskuddet fordeles videre ude i samfundet for at bekæmpe den voksende social ulighed, der kan blive en trussel mod samfundets økonomiske og politiske sammenhængskraft. Hvad skal virksomhederne i øvrigt stille op med deres enorme overskud, hvis resten af økonomien er forkrøblet som følge af høj arbejdsløshed og social ustabilitet? Det kommer der ikke meget nyinvestering ud af. Uden efterspørgsel og købekraft vil økonomien gå fuldstændig i stå. Alle vil blive ringere stillet.

Er der virkeligt nogen der ønsker det?

Vil Mærsks nye mand noget med kvinderne?

Berlingske Business Blog, den 14. februar 2017

Så gik den ikke længere for Michael Pram Rasmussen. På generalforsamlingen den 28. marts forventes det, at han overlader bestyrelsesformandskabet til Jim Hagemann Snabe, der fremover skal lede Mærsk driftssikkert igennem den 4. industrielle revolution.

Man kan sige meget om Michael Pram Rasmussens tid som bestyrelsesformand i Mærsk. Jeg tror dog, at de fleste vil være enige med mig i, at for så vidt angår flere kvinder i ledelser, har det ikke været en dagsorden der har optaget ham besynderligt meget. Spørgsmålet er, om det er en dagsorden der optager Jim Hagemann Snabe?

Det burde det i allerhøjeste grad være. Ser vi på Mærsks 2016 nøgletal for andelen af kvindelige ledere, halter det i den grad med at få kvinderne med på ledelsesvognen i hele organisationen – også i forhold til de øvrige C-20 virksomheder.

Andelen af kvinder på det øverste ledelsesniveau udgør kun 13 %. Af seniorledere udgør kvinderne kun 10 %, og på ledelsesniveauet under, er andelen 18 %. For senior managers udgør andelen 24 %. (Kilde: Sustainability report, 2016). Det er bekymrende, at så få kvinder er repræsenteret i det laveste ledelsesniveau, fordi det udgør rekrutteringsgrundlaget for fremtidige ledere. Det er svært at se, hvordan det skal lykkes, inden for en overskuelig fremtid, at få markant flere kvinder op i det øverste ledelseslag.

Mærsk har også haft problemer med at fastholde kvinderne i organisationen. En tredjedel af de kvindelige ansatte forlader virksomheden inden for 12 måneder efter barsel. Det vidner om en organisationsstruktur der ikke giver meget plads for de kvindelige ansatte at have børn ved siden af arbejdet. Det er ovenikøbet spild af ressourcer at lade viden sive ud af organisationen og omkostningstungt i længden at oplære nye medarbejdere til de samme opgaver. Det skal dog siges, at Mærsk i 2016 har forsøgt at gøre noget ved problemet ved at indføre gunstigere barselsregler og en politik, der skal sørge for, at kvinderne kommer tilbage på arbejdet på en ordentlig måde.

På mig virker det som om, at manglen på kvinder i ledelser måske ikke er et isoleret problem i Mærsk, men mere et symptom på, at der her er tale om en virksomhed, der ikke har formået at udvikle sig med tiden og omstille sin organisation rettidigt til det 21. århundred.

Når Jim Hagemann Snabe overtager bestyrelsesformandskabet i Mærsk den 28. marts er det med en baggrund som bl.a. omfatter en bestyrelsespost i World Economic Forum, en organisation der er fortaler for den inklusive kapitalisme, der opfordrer virksomheder i den globale økonomi til at tage større samfundsmæssigt ansvar. Blandt de prioriterede områder i World Economic Forum er mere ligestilling, herunder ligeløn, flere kvinder i ledelser, og et generelt løft af kvindernes socio-økonomiske status.

Dét man opfordrer andre virksomheder til at gøre, må man naturligvis selv prøve at efterleve. Andet giver ikke mening. Forventningerne til Jim Hagemann Snabe, i forhold til at forbedre kvindernes muligheder i Mærsk, burde som følge være høje.

Der er i hvert tilfælde nok at tage fat i.

Vil Mærsks nye mand noget med kvinderne?